Bliv frivillig i aktiviteter for familier med større børn

Bliv frivillig i Mødrehjælpens Måltidet

Som frivillig i Mødrehjælpens Måltidet er du med til at skabe en nærværende aktivitet, hvor børn og deres forældre laver mad og spiser sammen med andre i en uformel ramme.

Som frivillig i aktiviteten Måltidet skaber du en hyggelig og nærværende aktivitet, hvor børnefamilier fra alle baggrunde laver mad og spiser sammen. Formålet er at give både børn og voksne glæde ved madlavning og succesoplevelser i familielivet. At lave og dele et måltid med andre kan være med til at danne netværk og styrke forældreevnen. Samtidig får familierne inspiration til nem, billig og sund kost, som de kan bruge derhjemme.

Målgruppen er familier med børn i alderen 5-14 år.

Jeg får mange positive oplevelser, og ser familier blive stærkere og komme godt videre.

– frivillig i Mødrehjælpen

Din opgave som frivillig i Måltidet

Som frivillig i Mødrehjælpens Måltidet er det din opgave at hjælpe familierne med at lave mad og skabe hyggelige rammer, hvor familierne kan nyde hinandens selskab. Før aktiviteten starter, kan du være med til at finde opskrifter og handle ind. Undervejs er du med til det praktiske såsom at klargøre lokalet, finde mad frem og dække bord. Mens familierne laver mad, assisterer du, hvis de har brug for hjælp, og når maden simrer er du med til at facilitere snak mellem forældrene og sørge for, at alle føler sig inkluderede. Når maden er klar, er det tid til at spise og hygge sig med både børn, forældre og dine medfrivillige.

Hvem er du?

  • Du er tålmodig og kan lære fra dig.
  • Du er et varmt menneske, der udviser empati og kan møde familierne, der hvor de er.
  • Du har godt humør, der smitter – selv hvis der kommer for meget salt i maden.
  • Du er interesseret i at snakke med mange typer af mennesker, både børn og voksne, og sørger for, at ingen står uden for fællesskabet.
  • Du vil gøre en forskel for børn og deres forældre.

Hvad får du ud af være frivillig i Mødrehjælpen

  • Du gør en forskel for lokale gravide og børnefamilier i sårbare situationer. Du er med til at skabe nærhed og gode oplevelser samt støtte familierne i at skabe netværk og nye fællesskaber.
  • Du bliver en del af et stærkt fællesskab med andre frivillige – både i din lokalforening og på tværs af landet og får mulighed for at udveksle erfaringer, sparre med konsulenter og deltage i faglige oplæg.
  • Du får udvidet dit netværk, og bidrager til at løfte dit lokalområde ved at udvikle, planlægge og gennemføre aktiviteter for lokale familier.

Tidsramme for at være frivillig i Måltidet

Aktiviteten Måltidet varer cirka 3 timer på en hverdag eller i weekenden, fx fra kl. 16-19. Det vil oftest være 1-2 gange om måneden på samme ugedag. Som frivillig skal du sætte ekstra tid af til at klargøre køkkenet samt at rydde op. Du kan også være med til at købe ind til maden. I lokalforeningen er I flere aktivitetsfrivillige, og det er muligt at lave aftaler om, hvordan og hvorledes du kan være frivillig.

De frivillige lægger virkelig mange kræfter i aktiviteten, og det kan man mærke. Det giver en lyst til at komme igen og man føler sig meget velkommen.

– deltager i Mødrehjælpens netværksaktiviteter

Bliv frivillig i Mødrehjælpens Måltidet

Udfyld kontaktformularen og nævn, at du er interesseret i at blive frivillig i Måltidet.

Når du udfylder kontaktformularen, sender vi dine oplysninger videre til den lokalforening eller butik, du ønsker, så de kan kontakte dig. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger i vores cookie- og privatlivspolitik.

Få den nyeste viden