Bliv frivillig i aktiviteter for familier med større børn

Bliv frivillig i Mødrehjælpens oplevelsesaktiviteter

Som frivillig i Mødrehjælpens oplevelsesaktiviteter giver du familier i sårbare situationer mulighed for at få samme oplevelser som deres kammerater og styrker familiens sammenhold.

En tur i zoo, et bondegårdsbesøg eller at deltage i en julefest kan virke som en lille ting. Men for børnefamilier i sårbare situationer, er det ofte sådan nogle oplevelser, der spares på.

Som frivillig i Mødrehjælpens oplevelsesaktiviteter giver du børnefamilier, der af personlige, økonomiske og/eller helbredsmæssige årsager mangler overskud, mulighed for at få oplevelser sammen. Det styrker familiens sammenhold og giver børnene noget at snakke om med deres kammerater.

Jeg er frivillig, fordi jeg ønsker, at forældre med få ressourcer kan få gode oplevelser med deres børn.

– frivillig i Mødrehjælpen

Din opgave som frivillig i oplevelsesaktiviteter

Mødrehjælpens lokalforeninger arrangerer mange forskellige oplevelser: juletræsfester, biografture, sommerlejre, bondegårdsudflugter og meget mere. Opgaverne kan derfor variere fra oplevelse til oplevelse. Typisk vil du sørge for at deltagerne får billetter/entre og uddele mad og vand på turene. Det kan også være du sætter juletræ op, dækker bord, tager imod familierne og sætter gang i kreative opgaver. Fælles for alle oplevelserne er, at du får tid til at snakke med familierne og hygge dig med dine medfrivillige.

Hvem er du?

  • Du har godt humør, der smitter – selv i dårligt vejr.
  • Du er et varmt menneske, der udviser empati og kan møde familierne, der hvor de er.
  • Du er interesseret i at snakke med mange typer af mennesker og sørger for, at ingen står uden for fællesskabet
  • Du vil gøre en forskel for børn og deres forældre.

Hvad får du ud af være frivillig i Mødrehjælpen?

  • Du gør en forskel for lokale gravide og børnefamilier i sårbare situationer. Du er med til at skabe nærhed og gode oplevelser samt støtte familierne i at skabe netværk og nye fællesskaber.
  • Du bliver en del af et stærkt fællesskab med andre frivillige – både i din lokalforening og på tværs af landet og får mulighed for at udveksle erfaringer, sparre med konsulenter og deltage i faglige oplæg.
  • Du får udvidet dit netværk, og bidrager til at løfte dit lokalområde ved at udvikle, planlægge og gennemføre aktiviteter for lokale familier.

Tidsramme for at være frivillig i oplevelsesaktiviteter

Da oplevelsesaktiviteter kan spænde fra en tur i biografen, over en dagsudflugt til Tivoli, til en sommerlejr, er tidsrammen meget varierende. Det betyder også, at det kan være en fleksibel måde at være frivillig på, alt efter hvor meget tid du har. Du kan også være med til at planlægge oplevelser, lave aftaler med relevante lokale aktører og fundraise midler og billetter, der gør aktiviteterne mulige. I lokalforeningen er I flere aktivitetsfrivillige og det er muligt at lave aftaler om, hvordan og hvorledes du kan være frivillig.

Jeg har fået mange nye venner, der ikke dømmer mig, og jeg kan bare være mig selv.

– Pige, der har deltaget i oplevelsestur

Bliv frivillig i Mødrehjælpens oplevelsesaktiviteter

Udfyld kontaktformularen og nævn, at du er interesseret i at blive frivillig i oplevelsesaktiviteter

Når du udfylder kontaktformularen, sender vi dine oplysninger videre til den lokalforening eller butik, du ønsker, så de kan kontakte dig. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger i vores cookie- og privatlivspolitik.

Få den nyeste viden