Mødrehjælpens bemærkninger til reform af kontanthjælpssystemet
Bemærkninger til reform af kontanthjælpssystemet, ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, fritidstillæg til børn, afklaring, rettighedsbaseret tilskud til medicin, m.v.
Mødrehjælpen mener generelt, at det er positivt, at der sker en forenkling af kontanthjælpssystemet, sådan som Ydelseskommissionen også anbefalede i sin rapport fra 20211. Mødrehjælpen er dog meget kritiske over, at aftalepartierne ikke har udnyttet muligheden for at løfte endnu flere børn ud af fattigdom. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vokser 47.200 børn op i fattigdom, og vi ved fra forskningen, bl.a. hos VIVE og Københavns Universitet, at en opvækst i fattigdom sætter dybe spor resten af livet: Både i forhold til sundhed, uddannelsesmuligheder, arbejdsmarkedstilknytning samt risiko for kriminalitet, misbrug med mere. Det er under al kritik, at størstedelen af børnefamilierne i kontanthjælpssystemet fortsat har et forsørgelsesgrundlag under fattigdomsgrænsen.