Nyheder

Mødrehjælpen roser forslag om ny skilsmissemodel - men det kræver højere faglighed

Hvis medarbejdere i nyt Familieretshus og Familieretten får et stort kompetenceløft, så kan regeringens bud på en ny skilsmissemodel næsten ikke være bedre, mener Mødrehjælpen.

Pressemeddelelse, udgivet: 20. juni 2017

”Vi ser et udspil, der både sætter børn og forældre i fokus”, siger Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen, med henvisning til forslag om oprettelse af en særlig børneenhed og konfliktforebyggende rådgivning af forældrene i et Familieretshus, der skal erstatte Statsforvaltningen.

”Vi ved fra en helt ny undersøgelse fra SFI, at 30 % af de sager, der i dag behandles, er meget komplekse, og i 10 % af sagerne er der tale om vold eller misbrug. I dag lader vi mere eller mindre børnene i stikken, fordi de ikke har en person, der følger dem gennem sagens forløb, og fordi systemet i de svære sager er indrettet sådan, at børnene skal løfte deres egen sag. Så hvis de fremover vil få hjælp hele vejen igennem, er det en rigtig god nyhed. Samtidig vil det hjælpe hele familien, at forældrene tilbydes konfliktforebyggende rådgivning, så de holder fokus på at være gode forældre i stedet for at fokusere på deres egne rettigheder, siger Mads Roke Clausen.

Mads Roke Clausen hæfter sig også positivt ved, at det endelig anerkendes, at ingen skilsmisser er ens og derfor skal behandles forskelligt i forskellige spor ved hjælp af et screeningsværktøj.

Det kræver løft i faglighed

Hvis den nye model skal lykkes, kræver det dog meget mere end blot gode hensigter, mener Mødrehjælpen. Det kræver langt kortere sagsbehandlingstider end i dag, og det kræver, at medarbejderne i både Familieretshuset og Familieretten får den tilstrækkelige faglighed.

”Vi ved, at mange konflikter optrappes i den ventetid, der er, og det er særligt børnene, der her lider overlast. Så en ressourceindsprøjtning til at sikre en hurtigere sagsbehandling vil være velkommen”, siger Mads Roke Clausen, der dog samtidig kan være bekymret for fagligheden i det nye system.

”I dag oplever vi f.eks. en mangel på viden i Statsforvaltningen om, hvordan man spotter tegn på vold. Hvis ikke der bliver sat fokus på den faglige opkvalificering i det nye Familieretssystem, og særligt hos dommerne i Familieretten, så er vi lige vidt, siger Mads Roke Clausen.

Få den nyeste viden