Nyheder

39 % flere har ansøgt om julehjælp hos Mødrehjælpen

Rekordmange børn kan se frem til en jul uden gaver - 39 % flere har søgt om julehjælp hos Mødrehjælpen sammenlignet med sidste år.

Ansøgningerne om julehjælp er væltet ind hos Mødrehjælpen i år. 39 % flere børnefamilier har på nuværende tidspunkt søgt Mødrehjælpen om julehjælp sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Det er den største stigning, Mødrehjælpen nogensinde har oplevet.

”Vi har på nuværende tidspunkt modtaget rekordmange ansøgninger. Vi er overvældede over den store stigning, at der er så mange børnefamilier, som ikke har råd til at fejre jul. Der er et enormt stort behov i år,” siger Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.

Ikke alle ansøgere kan være sikre på at modtage julehjælp. Som den eneste organisation, der uddeler julehjælp, gennemgår Mødrehjælpens socialrådgivere ansøgningerne for at sikre, at det er de familier, hvor børnene har det største behov, som modtager julehjælp. Mødrehjælpen kan kun dele julehjælp ud til familierne, hvis det lykkes at samle nok penge ind.

”For de fleste er december en hyggelig måned, hvor man tæller ned og glæder sig til juleaften. Vi kan let glemme, at der er familier i Danmark, hvor december er én lang mavepine af bekymringer, og hvor der ikke er noget at glæde sig til 24. december. Det er rigtig hårdt for de børn, som kommer tilbage fra juleferien uden glædelige oplevelser at dele med vennerne i klassen eller børnehaven,” siger Mads Roke Clausen.

Du kan støtte Mødrehjælpens juleindsamling her.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.