Nyheder

Mødrehjælpen åbner for ansøgning om julehjælp

Udsatte børnefamilier kan nu søge om hjælp til julemad og gaver hos Mødrehjælpen.

Pressemeddelelse udgivet 5. oktober 2017

Julegaver og julemad. Det er de to ønsker, som står øverst på listen, når Mødrehjælpen får ansøgninger om julehjælp. Ansøgningerne kommer fra fædre og mødre i udsatte familier, hvis økonomi er så lille, at forældrene ikke kan betale for det, som de fleste danskere opfatter som nødvendigheder i juletiden og på selve juleaften.

”De seneste 10 år er antallet af ansøgere desværre kun gået den forkerte vej. Jeg er bange for, at stigningen forsætter i år. Ikke mindst fordi kontanthjælpsreformen har gjort 62.000 børn fattige,” siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen.

”Det gør hver dag svær i udsatte familier, og for de fleste er julen trist nok årets sværeste tid. For alle drømmer om hygge, god mad og gaver – men for nogle er det ikke bare svært men faktisk umuligt at finansiere,” siger han.

Hjælp hele året

At være på kontanthjælp betyder dog ikke, at man automatisk kan få hjælp til julen via Mødrehjælpen. Flere andre kriterier skal være opfyldt, og det er kun familier i dårlig trivsel, som får hjælp. Samtidig kan der kun gives hjælp i det omfang, som den kommende juleindsamling tillader. Juleindsamlingens midler betaler for både julehjælp og rådgivning.

”Vi hjælper økonomisk til jul, men vi ved kun alt for godt, at det ikke forandrer en trængt families liv. Derfor prioriterer vi altid rådgivning, for det kan hjælpe på lang sigt,” siger Mads Roke Clausen, direktør for Mødrehjælpen.

I 2016 søgte 6.921 fædre og mødre om julehjælp hos Mødrehjælpen. 2.551 blev godkendt ifølge kriterierne. Det svarede i 2016 til, at 5.204 børn fik hjælp via Mødrehjælpen.

Fakta: Ansøgning og indsamling

  • Ansøgning foregår på Mødrehjælpens hjemmeside: moedrehjaelpen.dk/sog-julehjaelp
  • Der er deadline for ansøgninger torsdag den 14. december 2017 kl. 10
  • Onsdag den 22. november åbner Mødrehjælpens for donationer til årets julehjælpsindsamling.

Fakta: Det får man i julehjælp hos Mødrehjælpen

  • 400 kroner til gave pr. barn
  • 300 kroner til julemiddag, hvis der er 1 barn i familien
  • 100 kroner mere pr. barn, hvis der er flere end 1 barn i familien

Fakta: Kriterier for julehjælp hos Mødrehjælpen

Mødrehjælpen kan kun hjælpe familier, som opfylder kriterierne.

  • Fædre og mødre kan søge om julehjælp, hvis de har hjemmeboende børn under 18 år eller fast samværsaftale
  • Ansøgeren skal have et lavt rådighedsbeløb. Mødrehjælpens socialrådgivere gennemgår den enkelte ansøgnings budget og vurderer på den baggrund, om ansøgeren er berettiget
  • Ansøgeren skal have været ude for en særlig hændelse i løbet af året, som gør hverdagen og økonomien svær at overskue. Det kan være en ulykke, alvorlig sygdom, skilsmisse eller dødsfald i familien
  • Godkendelse forudsætter, at familien er i dårlig trivsel.

Kontakt:

Flere oplysninger og interview via Mødrehjælpens pressekonsulent Mai Rasmussen på tlf. 23 49 37 68.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.