Alle børn har krav på en tryg barndom

I et fælles debatindlæg giver en gruppe stærke stemmer regeringen en række gode råd til den reform af anbringelsesområdet, som regeringen har varslet.

Debatindlægget, der er offentliggjort i Politiken d.10.09.2020, er skrevet af Anne Vang Rasmussen (formand for Børne- og Kulturchefforeningen), Benny Andersen (forbundsformand for Socialpædagogerne), Mads Bilstrup (landsformand for Socialrådgiverforeningen), Laila Kildesgaard (direktør, Kommunernes Landsforening), Ninna Thomsen (direktør, Mødrehjælpen) og Rasmus Kjeldahl (direktør, Børns Vilkår).

Alle børn i Danmark har krav på en tryg barndom. Det store ansvar hviler på skuldrene af alle landets forældre. Og det hviler på skuldrene af de pædagoger, lærere og socialrådgivere, der møder børnene til dagligt. Vi skal som samfund passe på børnene. Og vi skal især passe på dem, når forældrene ikke magter opgaven.

Ligegyldigt hvilken løsning, der vælges, så er barnets tarv det vigtigste. Og vi skal lytte til dem. Så kort kan det udtrykkes. Det er omdrejningspunktet for Børnekonventionen, og det er omdrejningspunktet for det børnesociale arbejde for os alle.

Vi hilser det derfor velkomment, at regeringen under overskriften ’Barnet Først’ ønsker at forbedre og styrke indsatsen for udsatte børn og unge, så børn får den rette hjælp og støtte tidligt i deres liv. En reform af anbringelsesområdet blev således varslet igangsat allerede med statsministerens nytårstale, men har grundet Corona-krisen stået noget i stampe henover foråret. Vi glæder os til, at arbejdet med reformen nu genoptages, og som centrale aktører på det børnesociale område vil vi gerne levere vores fælles input til det politiske reformarbejde på anbringelsesområdet.

Hovedsporet i reformen handler om flere og tidligere anbringelser, og om bedre kvalitet i anbringelserne. Vi kan alle tilslutte os ønsket om bedre kvalitet i anbringelserne. Vi ved fra forskningen, at alt for få anbragte unge får uddannelse, beskæftigelse og gode overgange til et godt voksenliv. Målgruppen af tidligere anbragte unge er ofte kendetegnet ved økonomiske udfordringer, boligproblemer, psykiatriske vanskeligheder og ingen uddannelse/beskæftigelse, få sociale relationer mv.

Mange tidligere anbragte har desuden alvorlige udfordringer, når de stifter familie, og selv bliver forældre.

Det er nødvendigt, at vi gør det bedre. Når vi skal sikre trivsel og udvikling af alle anbragte børn og unge, skal der tænkes anderledes og bredere end blot at flere børn anbringes tidligere. Vi skal forholde os til kvaliteten i alle indsatser – både de forebyggende, ambulante og de modeller, der allerede er i brug. Vi skal være sikre på, at de indsatser, der tilbydes, sikrer børnene den trivsel og udvikling, de har krav på – også i overgangen til voksenlivet. Og vi skal i langt højere grad involvere de anbragte børn i deres eget liv. Vi vil her pege på en række tiltag, som vi mener er nødvendige.

Det forebyggende arbejde og de anbragte børns forældre

Den tidlige forebyggende indsats tager sit udgangspunkt i de biologiske forældre og forsøget på at hjælpe dem til at skabe trygge rammer omkring deres barn. Når en indsats i en familie alligevel ender med en anbringelse, er der tale om et stort indgreb, der kan indebæreet brud og et traume for både barn eller ung og forældre.

I den nationale, politiske debat om anbringelsesområdet opstilles barnets tarv og de biologiske forældres tarv ofte som modsætninger. Det er for os at se en falsk modstilling. I alle de familier, vi møder, gælder at forældrene både er en del af problemet, og en del af løsningen, for at sikre barnets trivsel. Når vi peger på behovet for bedre støtte og hjælp til forældrene, er det således ikke fordi vi sætter forældrenes behov højere end børnenes. Det er fordi, det er afgørende for børnenes trivsel. Vi ønsker os en helhedsorienteret støtte til udsatte familier, der får anbragt et barn, og klare aftaler for samarbejdet mellem plejefamilier og de biologiske forældre. Og vi ønsker os en prioritering af færdigheder i forældresamarbejde i uddannelsen til socialrådgiver,til socialpædagog og i den løbende kompetenceudvikling.

Det bedste er selvfølgelig, når det lykkes at støtte en familie i forældreskabet, så en anbringelse ikke bliver nødvendig. Både i kommunerne, blandt socialrådgivere og socialpædagoger og i civilsamfundet er vi stolte af, at det ofte lykkes. Men det fremgår også af de seneste kommunaløkonomiske nøgletal, at kommunernes andel af udgifter til forebyggelse set ift. samlede udgifter til anbringelse og forebyggelse varierer fra 18,01% til 56,8%. Det kan være et tegn på, at kommunernes råderum til forebyggende foranstaltninger er under pres og/eller fordi der er kommunale forskelle, herunder på borgernes socioøkonomiske forhold.

En reform med titlen ’Barnet Først’ er nødt til også at se på de forebyggende indsatser. Det er altid sådan – og bør fortsat være sådan – at der skal arbejdes med forebyggende foranstaltninger i hjemmet, og gøres alt hvad man kan for at forebygge en anbringelse gennem udvikling af forældrenes kompetencer og/eller kompensere for det forældrene ikke magter. I mange tilfælde hjælper vi det sårbare barn bedst ved at støtte op om familierne og om forældreskabet. I andre tilfælde hjælper vi barnet bedst ved at anbringe barnet uden for hjemmet.

Brug for fokus på plejefamilieområdet

Ved en anbringelse uden for hjemmet er enten netværkspleje eller en plejefamilie ofte førstevalget for at sikre barnet en så almindelig hverdag som muligt. Men det er ikke altid muligt. Der er brug for opmærksomhed på rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling af plejefamilier. Familieplejerne bliver stadig ældre (54 år i gennemsnit), og i storbyerne er der en særlig mangel på plejefamilier. I mange kommuner kan det ikke lade sig gøre at rekruttere i egen kommune. Det betyder, at kommunerne kæmper om plejefamilierne, og at barnet ofte vil opleve et skoleskift ved anbringelse. Det er ærgerligt, for skolen kan måske være det mest positive og værdifulde i barnets hverdag og afgørende for det langsigtede uddannelsesperspektiv. Samtidig mangler der en ensartet, national stillingtagen til hvilke faglige krav, der kan og skal stilles til plejefamilier.

I økonomiaftalen for 2021 er regeringen og KL enige om i fællesskab at afdække muligheder og barrierer for at rekruttere og fastholde flere plejefamilier. Det bakker vi fuldt ud op om og håber, at der også bliver set på plejefamiliernes adgang til kvalificeret kompetenceudvikling, relevant supervision, faglig sparring med andre plejefamilier og et fagligt beredskab, når der opstår vanskeligheder i samarbejdet med barnets biologiske forældre. Det vil kræve tiltag, som kommunerne ikke har de nødvendige økonomiske forudsætninger til at sikre. Lappeløsninger med nye kategoriseringer af plejefamilier og opmærksomhedskampagner er ikke tilstrækkeligt. Der er behov for grundlæggende nye tiltag fra Folketinget. For også her bør vi være ambitiøse og kræve faglighed og uddannelse til de familieplejere, vi anbringer udsatte børn hos.

Styrket kvalitet på døgninstitutioner og opholdssteder

I den nationale debat om anbringelser kan man ofte få det indtryk, at alle børnene anbringes i plejefamilier. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. En institutionsanbringelse er virkeligheden for rigtig mange anbragte børn, der har behov for en socialpædagogisk eller behandlingsmæssige indsats døgnet rundt. Det er vigtigt at alle indsatser er til stede i tilbudsviften; altså at man tager udgangspunkt i det enkelte barns behov.

Kvaliteten på de døgninstitutioner og opholdssteder, hvor børnene og de unge er anbragte, har en kolossal betydning. Men hvad er god kvalitet? Hvad kendetegner virkningsfulde indsatser? Hvordan sikrer vi, at børn og unge oplever en forskel udover at kommunerne har overholdt lovgivningen? Vi ønsker os et nationalt fokus på kvalitet i anbringelserne, der styrker kravsætningen til døgninstitutioner og opholdssteder. Samtidig ønsker vi os en politisk stillingtagen til, hvordan man kan styrke tilsynet med kvaliteten og økonomien på sociale tilbud for at sikre, at pengene bruges bedst muligt på tilbuddene.

Barnets stemme

Når det skal vurderes, hvad der er det bedste for barnet, må og skal udgangspunktet være at barnet inddrages. Inddragelse skal være en proces, der har barnets ønsker og drømme for egen fremtid som centrum. Børn har brug for at blive set, hørt og forstået for at tage ejerskab i forbindelse med en anbringelse. Når børnene tager medansvar, bidrage det til at forhøje kvaliteten af anbringelsen generelt. Vi kalder tilgangen for ’empowerment’ og ønsker os at den i langt højere grad kommer til at indgå på socialrådgiveruddannelsen, i uddannelsen til socialpædagog og i den løbende efteruddannelse i kommunerne. Det er også en nødvendighed, at fokus på afholdelse af børnesamtaler styrkes i kommunerne.

Samtidig er vi imidlertid nødt til at være opmærksomme på, at vi også kan komme til at sætte barnet i en svær situation. Vi ved allerede hvor svært det er for barnet, der er i klemme ved komplekse eller konfliktfyldte skilsmisser. Det kan være svært for et barn at skulle tage aktivt stilling til ikke at ville bo hos den ene eller begge sine forældre. Regeringen ønsker sig, at barnets stemme styrkes. Dette ønske deler vi, men det er nødvendigt at sikre tilstrækkelig inddragelsesfaglighed, før vi lader et enkeltstående udsagn fra barnet være udslagsgivende ift. valg af foranstaltning eller omfanget af, eller fravalg af, samvær med barnets biologiske forældre.

Anbragte børns skolegang

Anbragte børns skolegang er en stor og uløst udfordring. Forskningen viser, at børn der er anbragt og vokser op på et anbringelsessted, har dobbelt så stor risiko for ikke at få en uddannelse sammenlignet med børn med samme kognitive formåen. Flere anbragte børn end andre får et specialundervisningstilbud, og herudover oplever flere anbragte børn og unge i dag flere skoleskift. Anbringelsessteder og fagpersoner omkring børnene og de unge har ofte lave forventninger til deres præstationer i skolen. Det er ikke godt nok, særligt fordi vi ved, at den største beskyttelsesfaktor i udsatte børns langsigtede udvikling er at klare sig godt i skolen og få en uddannelse.

Derfor er vi nødt til at tage fat i anbragte børns skolegang og undervisningen på de interne skoler, hvor en del af børnene på opholdssteder undervises. Det kræver en systematisk vidensafdækning af forholdene. Er vi samlet set for uambitiøse på deres skolegang? Vi har brug for handleplaner ved overgangene i de udsatte børns liv fra hjem til anbringelse, ved hjemgivelse og ved skoleskift. Vi har brug for at plejefamilierne er klædt på til at kunne understøtte også skolegang, og vi har brug for fokus på skolegang ifm. valg af anbringelsessted. Endelig har vi har brug for en helhedsorienteret tilgang, hvor områderne lovgivningsmæssigt tænkes mere sammen i forhold til samarbejde og snitflader mellem dagtilbud, skole, PPR og det børnesociale område.

Forskning og viden om god kvalitet i en anbringelse

Sidst men ikke mindst er der behov for forsknings- og vidensmæssig indsigt omkring, hvad der er god kvalitet i en anbringelse. Hvis ambitionen om at sikre bedre liv for Danmarks allermest udsatte børn skal blive til virkelighed, er vi nødt til at vide mere om, hvorvidt en anbringelse er en bedre løsning for barnet eller den unge end en forebyggende indsats i hjemmet tæt på skole og venner. Derudover har vi behov for viden om, hvad der gør den gode anbringelse.

Det kræver en klar national forskningsmæssig prioritering. I dag kan vi kun konkludere, at for mange af de anbragte børn er vi som samfund ganske enkelt ikke lykkedes med at give dem optimale livsmuligheder. Den grundlæggende udfordring er, at der er for lidt evidens for hvad der skal til for at sikre kvalitet og virkningsfulde indsatser i en anbringelse –eller om det er forebyggelse, der skal satses på.