Nyheder

Alt for mange forældre i krise farer vild i systemet

Lovgivningen er blevet langt mere kompleks på familieområdet og det gør det tiltagende svært at navigere i sager om samvær, bopæl og forældremyndighed. Der er brug for mere støtte til sårbare forældre.

Bragt i Berlingske i den 27. januar 2025

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen 

Omkring 40% af alle ægteskaber i Danmark ender i skilsmisse, og det betyder, at cirka 1/3 af alle børn oplever, at deres forældre går fra hinanden.

Skilsmissen er for mange en livsomvæltning, hvor dominobrikkerne vælter og kan ende med at skubbe familier ud i en større livskrise. Der kan opstå konflikter om fælles børn og samvær samt dybe uenigheder om de mange forhold, som kræver gensidige aftaler i en skilsmisse. For fire ud af ti forældrepar er bruddet så konfliktfyldt, at de må have hjælp af Familieretshuset. Frustration, sorg og stress fylder, og børnenes trivsel kan være påvirket længe.

Det familieretslige område og særligt højkonfliktsskilsmisser fylder også meget i Mødrehjælpens rådgivning, og hver femte af dem, vi møder, kontakter os, mens de er midt i et verserende brud/skilsmisse. Mange af sagerne er komplekse, fordi familierne typisk er i kontakt med flere myndigheder samtidig, der ikke nødvendigvis koordinerer indbyrdes.

Mistillid og forvirring fylder

Kompleksiteten i systemet og i de sager, som forældrene står i, skaber store udfordringer. Mange af de familier, vi møder, fortæller om mistillid og forvirring i forhold til deres rettigheder og sagsforløb. En forælder siger fx:

”Jeg har fået svært ved at stole på retssystemet efter samværssag. Jeg synes, det kom til at handle om, at mor og far skulle være enige, fremfor børnenes særlige behov,” mens en anden skriver: ”Systemet knækkede mig næsten.”

I en rundspørge lavet i Mødrehjælpens familiepanel, der består af familier, som tidligere har gjort brug af et af Mødrehjælpens tilbud, svarer knap en tredjedel, at de er helt enige i, at de familieretslige regler er komplicerede at forstå.

En fjerdedel siger, at de er helt enige i, at det er svært at beskrive deres sag til møder i Familieretshuset. Læg dertil, at knap halvdelen er helt enige i, at de er eller har været bekymrede for, at det, de deler med Familieretshuset, kan blive brug imod dem.

Forældrene står midt i deres livs krise og har svært ved at overskue systemet og de forventninger, det har til dem, og det forstærker oplevelsen af kaos og manglende overblik.

Seks ud af ti deltagere i rundspørgen oplever ikke, at forløbet i Familieretshuset har gjort samarbejdet med ekspartneren lettere. Tværtimod siger mere end en ud af fire, at forløbet i Familieretshuset i høj grad har gjort samarbejdet med ekspartneren sværere.

Det er ifølge en undersøgelse fra VIVE særligt i de mest komplekse og tunge sager, at forældre er utilfredse med sagsbehandlingen. Her angiver kun 7% af de familier, som både har mødt Familieretshuset, familieretten og kommunen, at forløbet har forbedre forældresamarbejdet.

Familieretshuset har flere udfordringer

For konflikter kan hurtigt eskalere, hvis familierne skal vente på at få hjælp til afklaring i det familieretslige system. Og lige nu ser vi desværre et system, hvor forældreansvarssager trækker i langdrag og efterlader familier med lange perioder præget af usikkerhed og kaos. En problematik, som Familieretshuset heldigvis har erkendt og arbejder på at håndtere. Det er helt nødvendigt, for de største tabere lige nu er børnene, som risikerer at komme i en følelsesmæssig klemme med alvorlig mistrivsel som pris.

Der er også brug for et bedre samspil mellem det kommunale system og det familieretslige område, ligesom Familieretshuset og familieretten mangler viden om og blik for komplekse dynamikker i familierne, særligt en faglighed indenfor psykisk og fysisk vold i nære relationer.

Familieretshuset arbejder heldigvis med begge problematikker, og det glæder mig inderligt, at bedre belysning og opsporing af sager, der indeholder psykisk vold, bliver prioriteret i den nye aftale om et forbedret familieretsligt system, ligesom der med aftalen bliver indført bedre vejledningstilbud til forældre, herunder at muligheden for etablering af en national bisidderordning skal afdækkes. Det er rigtig godt, for der er behov for langt mere vejledning og støtte til forældre til at kunne navigere trygt i sager, der involverer deres børn.

For en stor gruppe sårbare familier har brug for nogen, der hjælper på tværs af systemet. I en anden rundspørge, vi har lavet i vores familiepanel, svarer 55%, at de indenfor de seneste fem år gerne ville have taget en person med til et vigtigt møde hos de offentlige myndigheder, men ikke havde nogen at tage med.

”Det gjorde en verden til forskel”

I Mødrehjælpen har vi derfor med støtte fra Tryg Fonden etableret en bisidderordning, hvor mødre og fædre, der skal til et møde om en samværssag i Familieretshuset, kan få en af vores frivillige bisiddere med.

På den måde kan vi både hjælpe med at bygge bro mellem systemerne for familierne, og så kan vores bisidder være en ekstra støtte til møder, så forældrene oplever, at de føler sig forberedte, at de får sagt det, de vil, at de bedre forstår mødets indhold og udfald, samt at konflikter ikke bliver optrappet under møderne.

Vi har været i gang et lille års tid og de første erfaringer er gode. En mor, der står midt i en samværssag, og som har haft en af Mødrehjælpens bisiddere med til at møde i Familieretshuset, siger fx:

”Jeg oplevede en stor kompleksitet og kendte slet ikke gamet, så det var virkelig rart at have én med, som kunne fortælle mig, hvad jeg skulle og hvad jeg kunne forvente. Det gjorde en verden til forskel for mig at have en bisidder med.”

I dag kan man ansøge om at få en af vores bisiddere med til møder i Familieretshuset, men på sigt vil vi gerne udvide til også at dække møder hos kommunerne vedr. børnefaglige undersøgelser eller underretninger eller møder på jobcentret, for vi ved, at mange sårbare familier også der har et behov for mere støtte.

For vi ved, at den ekstra støtte kan give en tryghed og mindske frustrationerne på et tidspunkt, hvor både forældre og børn er under voldsomt pres, fordi deres familie er i opbrud og nye rammer skal aftales.

Få den nyeste viden