Nyheder

De fattigste børnefamilier taber mest, når inflationen stiger

Mange børnefamilier lider under den højeste inflation i 40 år. Regeringens løsning er inflationshjælp. Det er ikke nok. Vi skal løfte de fattigste familier og lave en handleplan mod børnefattigdom.

Tilbudskatalogerne​ bliver sat under lup. De gule spotpriser er afgørende for, om mor og far skal springe et måltid mad over eller ej. Alt det overflødige er blevet skåret væk, så på dagens tur i supermarkedet er det kun de basale madvarer, der ryger i indkøbskurven. For et halvt år siden var det børnefødselsdage og fritidsaktiviteter, der ikke var råd til.

Nu spreder nervøsiteten sig den første, når elregningen og huslejen skal betales, og fordi vinteren og julen står for døren. Det er den virkelighed, som vi ser hos alt for mange børnefamilier i Danmark.

Inflationen og de eksplosivt stigende priser har slået bunden ud af økonomien, og flere familier må gå fra hus og hjem. Den nuværende situation rammer særligt hårdt de 56.500 børn, der lever i fattigdom i Danmark.

​​Konsekvenserne for dem​ er til føle på. Forskningen viser, at børnene på den korte bane får en opvækst præget af afsavn, isolation, dårligere skolegang samt et dårligere fysisk og mentalt helbred, fordi de vokser op i fattige familier. På den lange bane trækker det ofte tråde langt ind i voksenlivet, hvor det f.eks. fører til, at de får kortere eller ingen uddannelse og en dårligere økonomi.

Derfor var der stor glæde hos os, da regeringen og støttepartierne, med deres forståelsespapir i 2019, lagde op til at tage livtag med børnefattigdommen og genindføre en fattigdomsgrænse.

Men desværre​ er de ikke kommet i mål med ambitionerne. I forsommeren landede en ny kontanthjælpsaftale med gode elementer. Blandt andet vil familier på kontanthjælp få et fritidstillæg, som kan bruges til f.eks. sportsaktiviteter eller kulturtilbud, så børnene kan indgå i positive fællesskaber.

Det midlertidige børnetilskud videreføres som et permanent børnetillæg målrettet de mest udsatte børnefamilier, og børn fra de fattigste familier vil få ret til gratis receptpligtig medicin.

Men når aftalen er fuldt indfaset, vil den løfte alt for få børn og familier op over lavindkomstgrænsen. Der vil stadig være titusindvis af børn, der vokser op i familier, hvor der ikke er råd til helt basale ting som sund mad, bleer og varmt vintertøj. Det må vi som samfund ikke acceptere.

Og her mens valgtrommerne rumler, er de fattigste familiers fremtidsudsigter endnu mere usikre. For hvad sker der efter et valg? Vil den kommende regering holde fast i den aftale, der foreligger? Og hvordan vil den forsatte inflation og prisstigningerne påvirke børnene i de familier, der kæmper for at holde skruen i vandet?

Vi har en forpligtelse​ til at hjælpe de fattigste familier gennem krisen. Det kræver, at vi handler målrettet her og nu. Seneste skud på stammen er en midlertidig forøgelse af børnechecken på 660 kroner, der bliver udbetalt i januar til alle børnefamilier, sænkelse af elafgiften samt eb afdragsordning, så familier kan udskyde elregningerne. Det er et par flotte plastre på store sår, men det løser ikke situationen for de fattigste børnefamilier.

På den lange bane appellerer vi kraftigt til, at en kommende regering sætter sig for at lave en national handleplan mod børnefattigdom, hvor man kigger bredere på fattigdomsbekæmpelsen. Her skal vi se på alt fra, hvordan vi forebygger ulighed i sundhed og skaber en mere inkluderende boligpolitik, til hvordan vi kommer økonomiske, sociale og kulturelle barrierer i skolen og fritidslivet til livs.

Derudover er det på tide​, at vi igen får en officiel fattigdomsgrænse, så vi kan følge udviklingen i antallet af fattige børn og sætte skub på bekæmpelsen af børnefattigdom.

Vi håber, at en kommende regering vil tage den opgave på sig og løse problemerne for landets fattigste børnefamilier, der er hårdt ramt. For det må aldrig være børnene, der betaler prisen, når deres forældre har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Debatindlægget er skrevet af , , , og , og bragt i Jyllands-Posten den 25.september 2022

Få den nyeste viden