Børnefattigdommen i Danmark fjernes ikke med beskæftigelsespolitik alene. Indsatsen skal forankres i en national handleplan, og regeringen skal sikre, at ydelseskommissionen tænker helhedsorienteret, når den – forhåbentlig snart – skal i gang med sit arbejde.
I en ny undersøgelse fra Mødrehjælpen har vi spurgt ca. 800 familier, der har fået julehjælp eller anden økonomisk hjælp hos os, om, hvordan det egentlig er at leve som familie med meget få penge. Over halvdelen svarer, at de inden for det seneste år har undladt at købe briller, allergikost eller behandling hos fx en fysioterapeut eller psykolog til deres børn, fordi de ikke havde råd. Flere end hver tredje familie fortæller, at de ikke har råd til at give børnene en sund madpakke. 55 pct. har ikke kunne købe nødvendigt fodtøj eller vinterudstyr til deres børn.
”Det første, jeg køber i måneden, er medicin. Der får jeg et tilskud. Jeg har ikke råd til mad sidst på måneden. Det er virkelig stressende at gå og skulle regne ud, hvad jeg må købe,”fortæller en enlig mor i undersøgelsen.
Men fattigdommen rammer ikke kun familierne på sundheden. Også de sociale fællesskaber presses til det yderste. Selvom 80 pct. inden for det seneste år har måtte låne penge af familie og venner, fortæller 15 pct., at de slet ikke har venner og familie, der kan træde til, mens 32 pct. angiver, at de kun ”i mindre grad” kan få hjælp. Ca. hver tredje familie fortæller, at de ses med familie og venner mindre end én gang pr. måned.
Socialpolitik på skrømt
Undersøgelsen viser, at de økonomiske bekymringer og det meget lille råderum er en belastning oven i de udfordringer, familierne i forvejen kæmper med.
Derfor er det skæv logik og socialpolitik på skrømt, når fx Birgitte Klindtskov Jerkel hævder, at kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225 timers-reglen faktisk er til gavn for børn i fattige familier. Forældrene, der lever på de stramme ydelser, vil miste incitamentet til at arbejde, hvis loftet hæves, og det er synd for børnene, mener Jerkel.
Men idéen om, at borgere, der mister arbejdsevnen i kortere eller længere tid, skulle blive mere arbejdsduelige, få mere styr på deres livssituation, få færre angstanfald, blive mindre stressramte, få større selvtillid og tro på egne evner af ydelser, der tvinger dem ud i fattigdom, er uden forbindelse til den virkelighed, vi møder i Mødrehjælpen hver eneste dag.
De børnefamilier, der rækker ud efter vores hjælp, har sociale, psykiske og fysiske udfordringer, der skal løses med udgangspunkt i en solid socialpolitisk ambition om at hjælpe dem ind i fællesskabet i stedet for at straffe dem med ekskluderende foranstaltninger, der gør familiernes udfordringer større.
En national handleplan mod børnefattigdom
Den ambition – at hjælpe sårbare borgere tilbage på fode og ind i fællesskabet – har alt for længe været gidsel i et beskæftigelsespolitisk tvangsregime. Vi må finde en anden vej.
Mit forslag er, at regeringen udarbejder en national handleplan mod børnefattigdom. På den måde får vi spørgsmålet om børnefattigdom og bekæmpelse af konsekvenserne af et liv i fattigdom og social isolation til at handle om andet og mere end ydelsernes størrelse. En ydelseskommission løser ikke alt.
I en national handleplan er det oplagt, at regeringen sætter ambitiøse og konkrete mål for nedbringelse af børnefattigdommen og giver tværgående bud på, hvordan vi kan sikre mere rimelige rammevilkår for børnefamilier i sårbare positioner. Handleplanen bør samtidig bygge på en alliance mellem stat, regioner, kommuner og civilsamfundsorganisationer.
Her vil en række områder være centrale. For det første skal familierne sikres et værdigt økonomisk levegrundlag. Det arbejde vil i første omgang pågå i regi af ydelseskommissionen. Dernæst skal der findes bolig-, social- og sundhedspolitiske løsninger, der kan afhjælpe konsekvenserne af fattigdom.
De familier, vi taler med i Mødrehjælpen, er kendetegnet ved, at de står udenfor. De står alene. Vi skal af samme grund give dem bedre muligheder for at komme på fode igen. Det kan ske gennem øget uvildig rådgivning og vejledning og ved at bruge de kræfter, der er i det civile samfund. Vi skal give familierne et fællesskab, som de kan trække på og som kan hjælpe dem, når livet bliver svært.
Tidligere i år præsenterede Mødrehjælpen og Red Barnet Folketingets partier for disse og flere andre forslag. Der er god grund til at beskæftigelsesministeren og socialministeren tager dem ned fra nettet og trækker i arbejdstøjet. Det vil hjælpe dem i kampen mod børnefattigdommen. Og med 64.500 fattige børn i Danmark er det en stor opgave, der ligger på regeringens bord.
