Kronik af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen. Bragt i Berlingske Tidende den 31. december 2019.
Da Mette Frederiksen startede sin valgkamp, var det med et opsigtsvækkende, stærkt løfte: Som børnenes statsminister vil hun skrive det næste store kapitel i børnenes historie. Det er en ambitiøs melding, som både giver håb, og som forpligter.
Efter et halvt år med Mette Frederiksen ved roret, er der god grund til at gøre status: Har vi rent faktisk fået en børnenes statsminister? Og hvad ligger foran regeringen, hvis et nye kapitel i børnenes historie skal skrives om nogle år?
Godhavnsdrengene, normeringer og børnetilskud
I august 2019 tog Mette Frederiksen et opgør med et af statens mest umenneskelige svigt. Hun gjorde, hvad ingen anden regering har turdet. Hun gav de granvoksne Godhavnsdrenge en undskyldning – hver og én. Det skal statsministeren have meget stor ros for. Hun lukkede et af de mørkeste kapitler i vores børns historie og gav samtidig et løfte for fremtiden: Vi må aldrig igen svigte de børn, der har allermest brug for vores hjælp.
Regeringen fik også vedtaget et midlertidigt børnetilskud til nogle af landets fattigste børnefamilier. Et godt første skridt i den rigtige retning, selv om der fortsat vil være titusindvis af børn, der lever i fattigdom i Danmark.
Jeg håbede, at den netop nedsatte ydelseskommission skulle bidrage seriøst til at løse præcis det problem. Men nej: Regeringen har bedt kommissionen om forslag, der ikke koster penge – og følgegruppen er i øvrigt befolket af arbejdsmarkedets parter. Hvem skal mon tale børnenes sag i den forsamling?
På plussiden indførte regeringen og støttepartierne minimumsnormeringer. Vi har nu fået en længe tiltrængt bund under antallet af voksne i vores daginstitutioner.
Vi har også set en socialminister, der hurtigt har taget handling i forhold til de helt uacceptable ventetider i det nye skilsmissesystem. Problemerne er langt fra løst, men der er lydhørhed og vilje til at lave om på det, der ikke virker.
Ser vi bort fra den sært visionsløse opgave, ydelseskommissionen har fået (kommissionen kan jo vælge at tænke ud af boksen – lad os håbe det!), så kan Mette Frederiksen som børnenes statsminister se tilbage på en god start, hvor børn og børnefamilier har spillet en stor rolle i regeringens indsats.
En nytårstale i børnehøjde?
Men! Vi er ikke i mål. Det er statsministeren forhåbentlig helt klar over. Derfor glæder jeg mig til at høre hendes nytårstale d. 1. januar. Jeg glæder mig til en tale til alle børn i Danmark og deres forældre – og til de mange pædagoger, socialrådgivere, lærere, sundhedsplejersker, jordemødre og frivillige kræfter, der hver dag knokler for at støtte op om sårbare børnefamilier og skabe gode, trygge børneliv. En tale, hvor vi for alvor hører, hvordan statsministeren vil gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i.
Her er mine bud på nogle talepinde til børnenes statsministers nytårstale 2020.
FN’s børnekonvention – en ufravigelig rettesnor
Børnenes statsminister bør tage initiativ til at få Børnekonventionen inkorporeret i dansk lovgivning.
Det kommer måske bag på mange, men det er den faktisk ikke i dag. Konventionen har sært nok nærmest status af en hensigtserklæring, og vi mangler at få den gjort til en ufravigelig rettesnor. Den skal med andre ord gøres til lov i Danmark, og den gældende lovgivning skal gennemgås for at sikre, at den er i overensstemmelse med konventionen.
At gøre Børnekonventionen til lov i Danmark vil bane vej for en helhedstænkning, der alt for længe har været fraværende i dansk politik på børne- og familieområdet. Dét vil være et skelsættende skridt at tage, og det vil være en indlysende rigtig start på et nyt kapitel i børnenes historie i Danmark.
En god start på livet
At få Børnekonventionen ordentligt på plads vil være et godt grundlag for at sikre alle børn i Danmark en god start på livet. Og behovet er stort. Det ved de mange dygtige fagprofessionelle i kommuner og regioner, der er tæt på børnene og familierne. Og det ved vi i Mødrehjælpen, hvor professionelle rådgivere og ca. 2.000 frivillige hvert år hjælper tusindvis af forældre, der har brug for støtte til at skabe trygge rammer for deres børn.
Vi styrker indsatsen i 2020, hvor vi sammen med Egmont Fonden vil bidrage til at skabe de bedste betingelser for børns første 1.000 dage. Vi gør det, fordi de første 1.000 dage af et barns liv har afgørende betydning for dets mulighed for at trives, lære og udvikle sig. Og vi gør det, fordi der stadig er alt for mange børn, der ikke får den start på livet, de har brug for.
Skal der laves om på det – og det skal der! – kræver det en koordineret indsats i alle led af velfærdsstaten. Fra Folketinget til kommunalbestyrelsen. Fra Statsministeriet til barselsgangen. Fra det offentlige til civilsamfundets organisationer. Med andre ord: Det kræver en klar vision om at sætte ind fra graviditeten, hvor de første spor i et barns liv bestemmes. Og det kræver en statsminister, der for alvor vil være børnenes statsminister.
Børnefattigdom – en skamplet
Den store børnefattigdom er en skamplet. For enhver regering må og skal det være hjerteblod at bekæmpe børnefattigdommen og sætte klare mål for hvordan.
Først og fremmest skal vi have gjort op med den sære forestilling, at man kan tvinge folk med tunge fysiske, psykiske og sociale problemer i arbejde ved at presse dem ud i fattigdom. Det er altså bare ikke sådan, det fungerer for sårbare forældre, der kæmper med angst, stress, lavt selvværd, manglende selvtillid og tro på egne evner.
De børnefamilier, der rækker ud efter os i Mødrehjælpen, har udfordringer i livet, der skal løses med udgangspunkt i en solid socialpolitisk ambition om at hjælpe dem ind i fællesskabet – ikke med ekskluderende straffeforanstaltninger, der rammer børnene og blot gør familiernes udfordringer større.
Det bør statsministeren forklare hele Danmark den 1. januar. Og jeg håber, at ydelseskommissionens medlemmer lytter med og forstår budskabet: Vi skal afhjælpe de sociale problemer, som familierne døjer med. Kun på den måde kan vi hjælpe børnene. Det er dén dagsorden, børnenes statsminister bør gribe.
Intet barn skal opleve offentligt omsorgssvigt
Med sin undskyldning til Godhavnsdrengene så statsministeren fortidens offentlige omsorgssvigt i øjnene. Men hvordan sikrer vi, at historien ikke gentager sig, når de allermest sårbare børn og unge har brug for vores beskyttelse?
Det er et aktuelt spørgsmål, fordi regeringen har en anbringelsesreform på tegnebrættet. Man har den indlysende rigtige ambition at gøre op med den negative sociale arv, og jeg hører, at man derfor vil sætte mål om at anbringe flere børn uden for hjemmet. Måske tænker man, at det vil se handlekraftigt ud.
Men det vil være offentligt omsorgssvigt at gå så klodset til værks. En anbringelse er et af de alvorligste indgreb i et barns liv: Det er dets opvækst, trivsel og udvikling, der er på spil. Derfor må det aldrig blive automatik og måltal, der bestemmer, om et barn fjernes fra hjemmet.
Skal vi for alvor passe godt på de allermest sårbare børn og unge, skal der være tid og overskud i hver eneste sag til at træffe netop dén beslutning, der er rigtig for det enkelte barn. Her duer kvoter og lommeregneri ikke. Børnenes statsminister bør sikre, at hvert eneste sårbare barn bliver set, lyttet til og hjulpet efter dets behov. Dét vil være værd at skrive om i det nye kapitel i børnenes historie.
Kære Mette Frederiksen. Jeg glæder mig til at høre din nytårstale i morgen. For vi er helt enige: Danmark skal være det bedste land at være barn i.
