Nyheder

Mødrehjælpen kom i mål på sidste dag: Organisationen giver julehjælp til 1.714 modtagere

Mødrehjælpen glæder sig over stor opbakning og mærkbare donationer i indsamlingens slutspurt, der betyder, at 1.714 familier i år får en julecheck fra Mødrehjælpen. Samtidig kan organisationen styrke sin rådgivningsindsats næste år, så flere familier kan få langsigtet hjælp til at takle sociale og økonomiske problemer.

Pressemeddelelse, udgivet: 24.12.12.

– Først og fremmest vil vi gerne sige tak til alle, der har støttet vores julehjælp. Vi glæder os over den store velvilje fra både privatpersoner, fonde, foreninger, virksomheder og Mødrehjælpens frivillige, der har været med til at skabe juleglæde for de mange familier, der i år har søgt og som lever op til kriterierne for at modtage julehjælpen, siger Mødrehjælpens direktør Mads Roke Clausen.

Mødrehjælpen vurderede før indsamlingens start, at 1.200-1.500 familier ville være berettigede til julehjælp. Organisationen endte dog med at uddele julehjælp til hele 1.714 familier, hvilket er en stigning på 70 procent i forhold til sidste år, hvor 1.008 familier fik julehjælp. Mødrehjælpen sendte de sidste checks ud den 21. december.

– Det er nogle meget lettede forældre, vi har sendt checks til her i de sidste dage, som nu kan glæde sig til en jul uden alt for mange bekymringer og som kan give deres børn en god og dejlig jul , siger Mads Roke Clausen.

Sådan kan du støtte juleindsamlingen:

Indsamlingen fortsætter frem til nytår, hvor bidragene går til at styrke rådgivningsindsatsen.

  • SMS: Send teksten JUL til 1231 og giv 100 kroner. Det koster 100 kr. plus almindelig trafiktakst
  • Online: Giv et bidrag med dit Dankort
  • Netbank: Giv et bidrag på konto 9541 – 10279658

FAKTA OM MØDREHJÆLPENS JULEINDSAMLING

Størrelsen af julehjælpen

Julehjælp fra Mødrehjælpen gives i form af en skattefri check. Der gives 500 kr. pr. voksen, 800 kr. pr. par og 350 kr. pr. barn – dog højst 2.250 kr. til én familie. Den mest typiske ansøger er en enlig mor med to børn, som får 1.200 kr.

Hvem har fået julehjælp?

De 1.714 familier, der har fået julehjælp, har alle børn under 18 år, et lavt rådighedsbeløb og har netop i år et særligt behov pga. sociale, psykiske eller helbredsmæssige problemer – fx skilsmisse, fyring, depression eller dødsfald.

Alle indkomne ansøgninger er blevet vurderet ud fra klare økonomiske kriterier suppleret af en faglig vurdering af familiens situation.

Det går pengene til

Halvdelen af julehjælpen går til et skattefrit beløb til de familier, der lever op til kriterierne for at modtage hjælpen. Den anden halvdel går til socialrådgivning og økonomisk rådgivning af sårbare og udsatte børnefamilier for at forebygge, at de får brug for julehjælp næste år. Kommer der flere penge ind, end der er godkendte ansøgere til, vil pengene ligeledes gå til langsigtet hjælp, der kan støtte familierne med at få løst de bagvedliggende problemer.

Så mange har søgt

Mødrehjælpen har fået 4.500 ansøgninger, hvilket er 48 % mere i forhold til sidste år.

Også julehjælp fra lokalforeningerne

Ud over den julehjælp, som Mødrehjælpen har uddelt fra centralt hold, har organisationens lokalforeninger også uddelt forskellige former for julehjælp og afholder lokale julearrangementer.

Find flere informationer om Mødrehjælpen og juleindsamlingen.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.