Nyheder

Umuligt at få uvildig abortrådgivning

Efter Mødrehjælpens abortrådgivning er lukket, er det eneste støttetilbud til kvinder, der er i tvivl om abort eller oplever efterreaktioner, hos den kristne antiabortgruppe Retten til Liv.

Kan jeg bære at vælge graviditeten fra? Kan jeg give et barn et godt liv, hvis jeg gennemfører? Hvad hvis barnets far ikke vil vedstå sig faderskabet?

Tvivl og frygt for at træffe et valg, man vil fortryde resten af sit liv, rammer mange kvinder, som bliver uplanlagt, uventet eller uønsket gravide.

Mødrehjælpen har mere end 30 års erfaring med at tilbyde abortstøttesamtaler til kvinder, der er blevet overraskede over at stå med en positiv graviditetstest i hånden. Hos os har kvinderne fået uvildig, socialfaglig rådgivning, som har hjulpet kvinderne til at finde ind til kernen af deres tvivl og til at træffe et valg på et oplyst grundlag. Også kvinder, der har haft efterreaktioner, fordi de har fået foretaget en abort – det får omtrent hver 10. – har fået støttesamtaler hos os.

Det er desværre slut nu. Fra 1. juli har Mødrehjælpens abortstøttesamtaler ikke modtaget offentlig støtte igennem satspuljemidlerne, som ellers har sikret driften af rådgivningen frem til nu. Rådgivningen er derfor lukket.

I dag er den kristne antiabortgruppe Retten til Liv derfor det eneste rådgivningstilbud, der har som formål at rådgive om eftervirkninger ved abort, som Sundhedsstyrelsen henviser til i sin pjece “Hvis du overvejer abort”. Det skriver Modkraft.dk.

Kvinder skal have adgang til uvildig abortrådgivning, som alene tager afsæt i den enkelte kvindes konkrete situation og som der ikke ligger en ideologi bag.

“Tvivlerne kommer ofte med kaos indeni. Kvinderne skal træffe det for dem rigtigste valg. Vi blander os ikke i hvad den enkelte kvinde vælger. Vi tilbyder en uvildig rådgivning,” siger direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen til Modkraft.

Vi må og skal have et socialfagligt tilbud, der ikke forsøger at præge kvindernes valg, men støtter dem i at træffe deres eget. Det, der for dem, er det rigtige valg.

Skriv under nu

Synes du, at det er en god idé, så støt Mødrehjælpen og skriv under på, at politikerne bør afsætte penge til vores abortstøtterådgivning ved satspuljeforhandlingerne. Som noget nyt ønsker Mødrehjælpen også at oprette en hotline, så kvinder ikke skal sidde alene med deres tvivl og ikke oplever ventetid på en samtale. For netop tiden er knap, når det handler om abort. Derfor er din underskrift og støtte vigtig.

Læs også artiklen fra Modkraft.dk ”Mødrehjælpens abortrådgivning er lukket: Kvinder henvises til kristne abortmodstandere”.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.