Nyheder

”Julehjælpen gjorde, at vi kunne tillade os at hygge os til jul. Ellers havde det bare været en helt almindelig juli måned.”

Anne-Chalotte Mayland modtog sidste år julehjælp fra Mødrehjælpen. Hun fortæller her, hvilken forskel det gjorde for hendes to børn.

Det er aften sidst i december. Pigerne sover. Økonomi fylder meget i mit hoved. Det er først, når børnene er lagt i seng, og her er ro, at jeg tænker, hvordan skal jeg komme igennem i morgen. Jeg sidder ved min computer. Der er tikket en mail ind fra Mødrehjælpen.

Jeg får en klump i halsen. Jeg tør næsten ikke åbne den, for det er ikke bare en almindelig mail. Det er ikke ligegyldigt, hvad der står. Jeg har søgt om julehjælp hos Mødrehjælpen.

Før var jeg selvstændig med egen hudplejeklinik og ansatte. Nu er jeg langtidssygemeldt med angst og stress. Angsten gør, at små ting bliver meget store. Før kunne jeg sagtens have ti bolde i luften. Nu er jeg nødt til at melde fra til aktiviteter i børnenes skole, for jeg har brug for at koncentrere mig om at blive rask. Oven i det kommer en skilsmisse fra børnenes far. Min økonomi er helt forandret.

Det kan være besværligt bare at finde 20 kr. til klassekassen eller en fødselsdagsgave til en børnefødselsdag. Jeg har snorlige madplaner. Det er skrækkeligt at skulle vende hver en øre. Og afviger jeg bare en lille smule fra budgettet, vælter det i flere måneder.

Det er slet ikke sjovt at skulle helt derned, hvor man skal sige nej til børnene hele tiden: ’Nej, det må du ikke få, for vi skal have en pose pasta i stedet.’ Nogle gange vil man også bare have lov til at sige: ’Selvfølgelig må du få en slikkepind. Den koster to kr.’

Jeg kan godt se, at skal vi kunne tillade os at gøre noget andet til jul, end vi gør resten af året, har jeg brug for at få noget hjælp. For hvorhenne inden for det her rådighedsbudget skal jeg finde de ekstra penge til at gøre det hyggeligt?

Du kan støtte Mødrehjælpens juleindsamling her.

Jeg forsøger at gøre det så normalt, som vi alle dage har gjort, for børnene skal ikke tænke på økonomi. Deres små hoveder er i en helt anden verden. Det er mit ansvar. Man bliver kreativ, når pengene er små. Men selvom vi køber på tilbud, er gode til at bage selv, klippe-klistre og lave hjemmelavede gaver, så koster det stadig mere end i juli, hvor man ikke skal have pebernødder. December er bare dyrere.

Jeg tænker mig om en ekstra gang, inden jeg trykker ’åben mail’.

’Det er med glæde, at vi kan meddele dig…’

Det er helt vildt. Jeg bliver rørt til tårer. Først bliver jeg ramt af en enorm glæde, bagefter en ekstrem lettelse – for nu kan jeg faktisk komme igennem resten af måneden. Jeg kan give mine børn en ordentlig julegave. Man kan godt forklare sin familie, at de der julegaver i år, det duer bare ikke. Men det kan man ikke til sine børn.

Og vi kan holde fast i vores marcipantradition. Hvert år et par dage før jul hygger vi os med at lave konfekt sammen. Vi dypper det i chokolade og hakkede mandler. Pigerne laver små marcipangrise. På den måde har vi konfekt til juleaften. Havde vi ikke fået julehjælp, var den tradition skåret væk.

Julehjælpen gjorde, at vi kunne tillade os at hygge os til jul. Ellers havde det bare været en helt almindelig juli måned.

Uden julehjælpen var det ikke blevet jul

Læs historien om Ann Christoffersen, hvis liv blev vendt op og ned efter en arbejdsulykke. Fra den ene dag til den anden gik hun fra at være selvforsørgende overskudsmor til sygemeldt kontanthjælpsmodtager uden en krone på lommen.

Læs hele historien her

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.