Nyheder

Ny undersøgelse: Halvdelen af landets kommuner har ikke tilbud til fædre, der får en fødselsdepression

Kun godt hver anden kommune har et tilbud til fædre med fødselsdepressioner. Det viser en ny kortlægning af de kommunale tilbud, som Mødrehjælpen har lavet i samarbejde med ledende sundhedsplejersker.
Er du alene mor eller far og føler dig ensom?
Modelfoto taget af Thomas Wass Ewaldsen

Fædre risikerer også at blive ramt af fødselsdepressioner, og det sker faktisk for mange tusind fædre i Danmark hvert eneste år. Men om der er hjælp at hente, afhænger helt af hvor i landet man bor. Det er nemlig kun godt hver anden kommune, der overhovedet har et tilbud til fædre med fødselsdepressioner. Det viser en ny kortlægning af de kommunale tilbud, som Mødrehjælpen har lavet i samarbejde med ledende sundhedsplejersker.

”Det er et kæmpe problem i de familier, hvor faren får en fødselsdepression, men hvor der ikke er hjælp at få. Det rammer ikke bare faren, men også barnet og moderen. Og det sker typisk i en meget sårbar tid for familien med et helt lille barn,” siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.

”Forholdene for gravide, fødende og nybagte forældre er heldigvis kommet på dagsordenen. Men problemerne stikker langt dybere end pressede fødegange. Når det kommer til den manglende screening af fædre og de manglende tilbud til fædre ramt af fødselsdepression, mener jeg, at vi står med et regulært ligestillingsproblem. Der er tale om et svigt,” siger hun.

Da Kenneth blev ramt af en fødselsreaktion, blev der sat ind alt for sent

En af de mænd, der har mærket de ulige vilkår for fædre, er Kenneth.

I dag har sønnen på 11 måneder det godt og en god relation til sin far. Men det er på trods af systemet. Ikke på grund af det.

For da Kenneth fik en alvorlig fødselsreaktion, blev det ikke opdaget i tide. Han måtte derimod gennem selvmordsforsøg og to indlæggelser på psykiatrisk hospital. Og imens stod moren pludselig alene med et spædbarn.

Familien blev ramt af livet og et system, der alt for ofte ikke er gearet til at håndtere fædres fødselsdepressioner.

Jyllands-Posten har skrevet om familien – er du abonnent, kan du læse artiklen her.

Det viser undersøgelsen

  • 47 pct. af kommunerne har ikke har et tilbud til fædre med fødselsreaktion. Det tilsvarende tal for tilbud til mødre er 15 pct.
  • 21 pct. af kommunerne screener ikke førstegangsfædre for fødselsreaktioner.
  • 33 pct. af de ledende sundhedsplejersker oplever, at kommunen har fået færre ressourcer i sundhedsplejen i løbet af de seneste fem år.
  • 42 pct. af kommunerne tilbyder ikke graviditetsbesøg til førstegangsforældre.

Undersøgelsen er gennemført af Mødrehjælpen og bygger på et spørgeskema, som er sendt til kommunernes ledende sundhedsplejersker.  81 ud af 98 kommuner har svaret.

Læs hele undersøgelsen her.

Stor forskel på mor og far, når det handler om hjælp til fødselsreaktioner

Mens 15 pct. af kommunerne i undersøgelsen ikke har et tilbud til mødre med en fødselsreaktion i kommunalt regi, så har hele 47 pct. af kommunerne ikke et tilbud til fædre. Fædrene henvises i stedet til egen læge.

Forskellen i tilbud til mor og far er gennemgående. Eksempelvis har 44 pct. af kommunerne et gruppeforløb for mødre med fødselsreaktioner, mens kun 7 pct. har et gruppeforløb for fædre. Ligeledes har over dobbelt så mange kommuner et tilbud om et individuelt samtaleforløb med en sundhedsplejerske til mødre sammenlignet med fædre.

Det siger forskningen

Hvert år udvikler 10-12 pct. af alle mødre og 7-8 pct. af alle fædre en fødselsreaktion. Med ca. 70.000 fødsler hvert år svarer det til, at omkring 5.000 fædre bliver ramt årligt.

En rapport fra Statens Institut for Folkesundhed i 2021 viser, at fødselsreaktioner har en negativ effekt på barnets udvikling og trivsel i det første leveår og i skolealderen. Deres rapport viser bl.a., at fødselsreaktioner øger risikoen for en utryg interaktion og tilknytning mellem forælder og spædbarn.

Det understreger vigtigheden af, at fødselsreaktioner opspores så tidligt som muligt, så forældrene kan modtage den rigtige behandling, og hele familien kan få en god start.

Få den nyeste viden