Nyheder

Mødrehjælpen mangler julehjælp til 1.202 børn

I alt har 6.894 udsatte børnefamilier søgt om en håndsrækning fra Mødrehjælpen til at give deres børn en glædelig jul i år. Men endnu mangler der at blive samlet en del penge ind, hvis alle godkendte familier skal kunne få julehjælp.

Pressemeddelelse, udgivet: 16. december 2016

Under sloganet ”Det pynter at være gavmild” rykkede Mødrehjælpens ansatte fredag morgen, den 16. december, på gaden for at dele julepynt ud. Igennem julemåneden har en lang række kendisser i små videofilm, som de har delt på de sociale medier, under det samme slogan opfordret andre til at give et bidrag til Mødrehjælpens julehjælpsindsamling. Det har mange allerede gjort. Men vi er endnu langt fra målet, hvis vi skal sikre alle børn fra julehjælpsberettigede børnefamilier en glædelig jul. Derfor har man centrale steder landet over kunne se Mødrehjælpen dele julepynt ud sammen med en appel om at bidrage. Fordi vi tror på, at det pynter at være gavmild.

”Mens langt de fleste af os forbinder juleaften og hele december måned med, at man hygger sig særligt meget med familien, at man forsøger at glæde hinanden ved at finde de helt rette gaver, og at man spiser skøn mad og fin konfekt indpakket i glitrende papir, ser julen ganske anderledes ud for børn fra udsatte familier. Nogle familier er så hårdt trængte på deres økonomi, at børnene ikke kan få en gave, som de ønsker sig. Nogle børn undlader helt at skrive ønskeseddel, fordi de ved, forældrene mangler penge. Julemiddagen kniber det også med at få råd til,” siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen.

6.894børnefamilier har ved fristens udløb den 15. december kl. 12 sendt en ansøgning i håb om at få en økonomisk håndsrækning til at købe en gave til hver af børnene og til et dejligt julemåltid. Omtrent fire ud af ti ansøgere, svarende til 2.551 familier med 5.204 børn, er ud fra Mødrehjælpens kriterier godkendt til at modtage julehjælp. Men lige nu mangler der fortsat penge til at kunne sikre, at alle børnene fra de berettigede familier kan få den gode jul, de fortjener. Helt præcist mangler vi at rejse julehjælp til 1.202 børn, før indsamlingen slutter den 23. december.

For at blive godkendt til julehjælp fra Mødrehjælpen, skal man leve op til tre kriterier. Ud over at være udfordret økonomisk, skal familien være ramt af en social begivenhed, som en fyring, en skilsmisse eller sygdom, som gør det særlig svært at komme igennem dette års jul. Også familiens trivsel bliver vurderet forud for en godkendelse.

”Det betyder også, at der vitterligt er tale om familier i særligt vanskelige situationer. Uanset, hvad baggrunden er, fortjener børnene at opleve en juleaften, der ligner den, deres klassekammerater kender. Derfor håber jeg at se en masse mennesker tage imod vores opfordring til at bidrage,” siger Mads Roke Clausen.

Man kan støtte Mødrehjælpens juleindsamling på:

Sms JUL til 1231 og støtte med 150 kr.
MobilePay: 42 26 26 26
www.moedrehjaelpen.dk/jul

Pressekontakt:

Pressekonsulent Ulla Gunge
tlf. 22145803
ugu@moedrehjaelpen.dk

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.