Nyheder

Med julehjælpen fik vi råd til gaver

Janni mistede sit job, da hun måtte tage sig af sin syge datter, men hun formåede alligevel at klare sig økonomisk som alenemor til to ved at være meget sparsommelig. Lige indtil det blev jul, hvor der ikke var penge til gaver, og hun derfor måtte være ekstra opfindsom.
Janni-fik-julehjaelp-af-moedrehjaelpen
Artiklen fra hjemmet af journalist Lise Petersen og fotograf Søren Jansby

Denne artikel er fra Hjemmet nr. 49 2019. Den er skrevet af journalist Lise Petersen. Foto af Søren Jansby.

Hvad stiller man op, når julen nærmer sig, man er alenemor på en stram økonomi og gerne vil give sine børn lige så meget julehygge som alle andre? For Janni Nielsen er svaret, at man dels bruger sin fantasi, dels søger om julehjælp.

“Vi tog f.eks. på lys-tur. Vi startede på Kongens Nytorv og gik videre op ad Strøget, kiggede på juleudstillingerne og nød alt lyset. Og da vi fik julehjælp fra Mødrehjælpen, blev der også råd til julegaver,” fortæller 43-årige Janni Nielsen.

”Begge dele gav os nogle virkelig hyggelige oplevelser,” indskyder hendes døtre, 16-årige Anna Eowyn Worm Nielsen og 11-årige Lisa Lucia Worm Nielsen.

Familien bor i dag i Køge med Jannis mand, Lars, som hun fandt sammen med for fire år siden. Janni har – ligeledes i fire år – arbejdet som buschauffør og er blevet selvforsørgende, så i dag kræver det ikke længere minutiøs planlægning at få pengene til at række. Men Janni husker tydeligt, hvordan det var.

Problemerne begyndte, da Lisa var syv måneder og blev ramt af så voldsom astma, at hun jævnligt måtte indlægges. Flere gange måtte hun opereres i næse og svælg. Hertil kom, at hun blev ramt af maveinfektioner og lungebetændelser.

Lisa krævede så meget pasning, at jeg efter min barsel aldrig kom tilbage til mit job i en SFO, fortæller Janni, der var alene med døtrene.

Ingen skærme

Oven i datterens sygdom måtte hun forholde sig en forringet økonomi, fordi hun røg på kontanthjælp.

”Jeg synes, det er fantastisk, at jeg bor i et land, hvor det kan lade sig gøre at være hjemme og passe sit syge barn. Men det har betydet, at jeg har måttet lade pigerne vokse op med nogle værdier, der er forskellige fra mange andre børns. Og at jeg har måttet klæde dem på til at være anderledes,” siger Janni.

”Jeg vidste ikke, det er noget, jeg har skullet klædes på til,” fastslår Anna og tilføjer, at det for hende og Lisa har været normalt, at de ikke har haft f.eks. computere eller smarte mobiltelefoner.

”Vi har levet stort set uden skærme. I stedet har vi haft vores daglige gang på biblioteket. Pigerne har læst masser af bøger. Og da Anna af praktiske årsager havde brug for en telefon, fik hun en gammel Nokia,” fortæller Janni.

Hun er dygtig til at planlægge og købe billigt ind, så der var altid penge til mad hele måneden – også i december.

”Vi gjorde det til en tradition at holde en julebagedag. Det var både hyggeligt og billigt. Og så holdt vi en juledekorationsdag, hvor vi gik i skoven og samlede ting til pynt og gik hjem og pyntede op,” fortæller Janni.

Til julen hører også gaver, og julegaver var det nærmest umuligt for Janni at få penge sat til side til. Her var det, hun fandt på at henvende sig til Mødrehjælpen, hvor hun i forvejen havde fået vejledning til små problemer i dagligdagen.

Jeg er meget beæret over, at Mødrehjælpen findes. Der sidder virkelig nogle ildsjæle derinde, fastslår Janni.

Gave til mor

Anna husker tydeligt første gang, hendes mor havde fået julehjælpen fra Mødrehjælpen i form af et kontant beløb. De tog alle tre ud i et indkøbscenter, hvor hun og Lisa fik et par hundrede kroner, de måtte købe en gave for. De måtte selv bestemme, hvem den var til. De valgte at købe til deres mor, og da hendes yndlingssten er sort onyx, gik de ind i en smykke forretning og bad om et par øreringe med den sten i.

Lisa var fem år og kan ikke huske episoden. Men for Anna, der var omkring 10 år på det tidspunkt, står oplevelsen meget klar.

Jeg husker tydeligt, at vi gik ind i forretningen og stod og kiggede, og at ekspedienten kom og hjalp os. Jeg var ikke vant til at gå med penge dengang, så for mig var det vildt, at jeg kunne gå ud og købe en ting til min mor, og at jeg skulle se hendes ansigt, når hun åbnede den. Jeg følte mig som en meget stor pige,” husker Anna

Janni blev så glad for øreringene, at hun har dem endnu.

”Efter sigende er sort onyx min fødselssten og skulle give mig styrke. Jeg ved ikke, om det virker, men de er meget fine,” siger Janni

”Hun har ingen juletraditioner med sin familie. Men i årene som alenemor har hun været så heldig, at en af hendes veninder har inviteret hende, Anna og Lisa til juleaften.

Hun og hendes familie sørgede for, at der blev købt juletræ, at der kom en julemand, og hvad der ellers hører til. Det betyder, at mine børn fik en normal juleaften i alle de svære år. Hun kendte vores situation og inviterede hvert år. Men jeg ville også gerne bidrage med lidt, og i kraft af julehjælpen kunne jeg køber gaver med til hendes børn, siger Janni.

I år glæder hun, Anna og Lisa sig til, at de skal holde juleaften hjemme hos sig selv sammen med Lars’ familie.

Men selv om de i dag har råd til at købe al den julestads, der hører til den aften, og sætte julelys op derhjemme, holder de alligevel fast i de gamle juletraditioner.

”Vi holder både vores juledekorationsdag og julebagedag, og så skal vi på lys-tur. Nu har vi ovenikøbet fået bil og har udvidet turen til at køre rundt på hele Sjælland og se på julelys,” fortæller Janni.

Om julehjælpen

Mødrehjælpens Julehjælp består af et kontant beløb og et tilbud om rådgivning fra Mødrehjælpens socialrådgivere.

Vil du støtte Mødrehjælpens Julehjælp?

Læs her, hvordan du kan støtte.

Få den nyeste viden