Nyheder

Mødrehjælpen bekymret for, at familier må undvære julehjælp

Julen er hjerternes fest, men på nuværende tidspunkt ser det ikke hjerteligt ud for de mange tusinde familier, der har søgt om julehjælp i Mødrehjælpen. For pengene er få, og julen i fare.

Pressemeddelelse, 02.12.2013

Julen er det tidspunkt på året, hvor det er sværest at mangle penge, for børnene ønsker sig gaver og glæder sig til jul, og der er ingen forældre, der vil skuffe sine børn. Derfor uddeler Mødrehjælpen julehjælp, så børn i trængte familier også kan få en juleaften med gaver og godter.

– Vi deler julehjælp ud, fordi vi ved, hvor meget det betyder for børnene at fejre jul og få gaver ligesom alle andre – og hvor meget det betyder for forældrene at kunne give deres børn en ordentlig jul. Hvis man er inde i en svær periode og så tilmed må skuffe sine børn til jul, så kan det hele virke uoverskueligt. Vi kan se, at julehjælpen ikke alene skaber glæde hos børnene, når de får netop det, de har ønsket sig. Forældrene bliver samtidig motiverede til at kæmpe videre for at få styr på hverdagen og økonomien, siger Mødrehjælpens direktør Mads Roke Clausen.

Antallet af ansøgninger om julehjælp fra Mødrehjælpen er steget år for år. Sidste år fik Mødrehjælpen næsten 4.500 ansøgninger og uddelte julehjælp til de 1.714 familier, der levede op til kriterierne. Gitte Winther var en af dem, som fik julehjælp hos Mødrehjælpen sidste år.

– Julehjælpen var medvirkende til, at jeg kunne finde ro. Det er svært at smide et par frysepizzaer på bordet og smile, som om alt er fryd og gammen, mens man bløder indeni over ikke at kunne give sit barn den jul, som mange af vennerne holder, forklarer Gitte Winther, der er alene med sin datter.
Indtil videre har Mødrehjælpen modtaget over 4.200 ansøgninger, og der kan søges om julehjælp indtil den 19. december.

– Vi er i fuld gang med at behandle de mange ansøgninger, som vi allerede har modtaget. Det, vi kan se, er, at en stor del af dem, der søger om julehjælp hos Mødrehjælpen, har en meget dårlig økonomi – samtidigt med at deres børn lider en række afsavn. Der er stadig langt igen, før vi kan hjælpe alle familier på listen, og der er brug for mange bidrag for at kunne give flere familier en god jul. Jeg håber, at rigtig mange danskere vil give en håndsrækning til de familier, som har så hårdt brug for det – de fortjener både en god jul og hjælp til at komme videre, siger Mads Roke Clausen.

Mødrehjælpen har i år foreløbig 1.021 navne på listen over familier, som er berettiget til julehjælp – og forventer, at denne liste vil omfatte mindst 2.300 familier, når alle ansøgninger er behandlet.

Yderligere information
Kommunikationskonsulent Louise Mean Sunwell Nielsen, tlf. 22 56 52 91.

Støt juleindsamlingen

Fakta om Mødrehjælpens juleindsamling

Størrelsen af julehjælpen

Julehjælp fra Mødrehjælpen gives i form af en skattefri check. Hver familie får 400 kr. pr. barn til en julegave til børnene. Derudover får familien et beløb til mad – 300 kr. til det første barn og 100 kr. pr. ekstra barn. Den typiske ansøger er en enlig mor med to børn, som får 1.200 kr.

Hvem kan få julehjælp?

Man er berettiget til julehjælp fra Mødrehjælpen, hvis man har børn under 18 år, har et lavt rådighedsbeløb og har et særligt behov pga. sociale, psykiske eller helbredsmæssige problemer – fx skilsmisse, fyring, depression eller dødsfald. Det vurderes også, hvordan problemerne påvirker familiens trivsel. Ansøgningerne bliver behandlet ud fra klare økonomiske kriterier suppleret af en socialfaglig vurdering af familiens situation.

Det går pengene til

Halvdelen af julehjælpen går til et skattefrit beløb til de familier, der lever op til kriterierne for at modtage hjælpen. Den anden halvdel går til socialrådgivning og økonomisk rådgivning af sårbare og udsatte børnefamilier for at forebygge, at de får brug for julehjælp næste år. Kommer der flere penge ind, end der er godkendte ansøgere til, vil pengene ligeledes gå til langsigtet hjælp, der kan støtte familierne med at få løst de bagvedliggende problemer.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.