Nyheder

Mødrehjælpen når i mål med juleindsamling to dage før tid

Mødrehjælpen vælger at indstille sin juleindsamling, da det er lykkedes organisationen at samle ind til alle de familier, som var berettiget til julehjælp.

Pressemeddelelse: 21.12.2013

– Det er med stor glæde og stolthed, at vi kan meddele, at vi har penge nok til at uddele julehjælp til de 2.047 familier, der levede op til Mødrehjælpens kriterier for at modtage julehjælp. Vi er i fuld gang med at overbringe familierne den glædelige nyhed, og vi sender de allersidste checks ud på mandag, siger Mads Roke Clausen, Mødrehjælpens direktør.

Der er tale om en stigning på omkring 20 procent i forhold til sidste år, hvor organisationen uddelte julehjælp til i alt 1.714 familier. Men det havde ikke været muligt at hjælpe de mange familier uden befolkningens opbakning.
– Det er takket være utroligt mange danskeres gavmildhed, at det er lykkedes os at rejse de ekstra midler i år. De mange privatpersoner, virksomheder og fonde, der har bidraget til Mødrehjælpens juleindsamling kan være meget stolte over, at de med deres donation har været medvirkende til, at udsatte børn får en juleaften med både gaver og godter, siger Mads Roke Clausen.

De penge, der bliver samlet ind fra nu af, går til Mødrehjælpens rådgivningsindsats til børnefamilier og gravide resten af året. Du kan fortsat støtte Mødrehjælpens rådgivningsindsats.

Fakta om Mødrehjælpens juleindsamling

Størrelsen af julehjælpen

Julehjælp fra Mødrehjælpen gives i form af en skattefri check. Hver familie får 400 kr. pr. barn til en julegave til børnene. Derudover får familien et beløb til mad – 300 kr. til det første barn og 100 kr. pr. ekstra barn. Den typiske ansøger er en enlig mor med to børn, som får 1.200 kr.

Hvem fik julehjælp?

2.047 familier levede op til kriterierne for at være berettiget til julehjælp i Mødrehjælpen.

Man er berettiget til julehjælp fra Mødrehjælpen, hvis man har børn under 18 år, har et lavt rådighedsbeløb og har et særligt behov pga. sociale, psykiske eller helbredsmæssige problemer – fx skilsmisse, fyring, depression eller dødsfald. Det vurderes også, hvordan problemerne påvirker familiens trivsel.

Det går pengene til

Halvdelen af julehjælpen går til et skattefrit beløb til de familier, der lever op til kriterierne for at modtage hjælpen. Den anden halvdel går til socialrådgivning og økonomisk rådgivning af sårbare og udsatte børnefamilier for at forebygge, at de får brug for julehjælp næste år.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.