Nyheder

Mødrehjælpen mangler julehjælp til 1.470 børn

Med én uge til juleaften mangler Mødrehjælpen stadig julehjælp til 1.470 børn blandt de berettigede familier.

Pressemeddelelse 17.12.15.

Blandt de berettigede familier, som har søgt julehjælp hos Mødrehjælpen, mangler der stadig julehjælp til 1.470 børn.

”Som det ser ud nu, kan vi blive nødt til at skuffe rigtig mange børn, som ellers ville være berettiget til at modtage julehjælp fra Mødrehjælpen. Det er børn, der i forvejen lider afsavn i hverdagen, som nu også kan se frem til juleaften uden gaver og julemad som andre børn,” siger Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.

Mødrehjælpen modtager ca. 6.820 ansøgninger om julehjælp i år. Det er 18 % flere end sidste år.

”Vi håber meget, at folk vil støtte op om indsamlingen, så vi sammen kan sikre julen for de her familier. Der er kun få dage tilbage til jul, men ved fælles hjælp kan vi nå at få samlet de sidste midler ind, så vi kan give børnene en god juleaften at glæde sig til,” siger Mads Roke Clausen.

Mødrehjælpen sender løbende julehjælpen videre til de berettigede børnefamilier, i takt med at organisationen modtager donationer. Familierne får senest besked 22. december, så de kan nå at købe ind til juleaften.

Man kan støtte Mødrehjælpens juleindsamling på:

www.moedrehjaelpen.dk/jul

Sms JUL til 1231 og støtte med 150 kr.

MobilePay: 42 26 26 26

Fakta om Mødrehjælpens juleindsamling:

Mødrehjælpen deler julehjælp ud til de familier med det største behov. For at komme i betragtning til julehjælp skal man, udover at have hjemmeboende børn eller fast samværsaftale og et lavt rådighedsbeløb, også have været ude for en social hændelse, der gør hverdagen og økonomien svær at overskue. Julehjælpen er et pengebeløb, der overføres til modtagerens konto.

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.