Nyheder

Mødrehjælpen samler ind, så flere fattige børn kan holde jul

Mødrehjælpens landsdækkende juleindsamling begynder mandag den 11. november, og igen i år håber Mødrehjælpen på hjælp fra hele Danmark, så endnu flere børn kan få en god jul

Pressemeddelelse den 7. november 2019

”Jeg har ikke råd til at give min søn en juleaften. Regningerne skal jo også betales i december, og når alle vores faste udgifter er betalt, er der ikke råd til noget ekstra.” Sådan fortæller en af de knap 8.500 forældre, som sidste år søgte Mødrehjælpens Julehjælp.

I 2018 rakte Mødrehjælpens indsamlede midler til at give i alt 6.183 børn i 3.044 familier en jul, og igen i år håber Mødrehjælpen på at kunne hjælpe endnu flere familier.

”Op til jul er der rigtig mange familier, der henvender sig til Mødrehjælpen. Og allerede nu ser det ud til, at vi får endnu flere ansøgninger end de tidligere år. Det er familier, som hverken har det økonomiske eller sociale overskud til at give deres børn en jul. For dem er julen ikke en tid, de ser frem til med glæde og forventning, men derimod en påmindelse om, at livet hverken er let eller ligetil. Derfor samler Mødrehjælpen igen i år ind, så vi kan uddele julehjælp til de børnefamilier, der har allermest brug for det,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.

Økonomiske og sociale problemer

Mødrehjælpen håber på at kunne give de familier, der har allermest brug for det, en hjælpende hånd.

”De forældre der ansøger om vores julehjælp, slås tit med problemer, der rækker ud over økonomien. Årsagerne til deres ansøgning kan være mange. Det kan blandt andet handle om kronisk sygdom hos børnene eller forældrene, en hård skilsmisse eller et manglende socialt netværk, der gør det endnu mere vanskeligt at overskue en presset økonomisk situation,” fortæller Ninna Thomsen.

Mødrehjælpens Julesekretariat behandler alle ansøgernes økonomi og vurderer også ansøgernes sociale situation for at sikre, at hjælpen når ud, til de familier der har allermest brug for den.

Håber på flere bidrag

Udover den økonomiske hjælp, tilbyder Mødrehjælpen alle ansøgere gratis rådgivning om sociale, økonomiske og familiemæssige forhold. Derudover tilbyder Mødrehjælpens 39 lokalforeninger aktiviteter og fællesskaber rundt om i landet, og igen i år håber Mødrehjælpen på velvillig støtte til familierne.

”Sidste år modtog vi bidrag fra tusindvis af danskere, som også ønsker at alle børn i Danmark får en glædelig jul. Hver en krone gør en forskel for familierne, og jeg håber derfor, at det lykkes os at indsamle midler til at give så mange børn og familier som overhovedet muligt en jul,” siger Ninna Thomsen.

Sådan kan man støtte Mødrehjælpens juleindsamling

Det får man i julehjælp hos Mødrehjælpen

  • 400 kroner til gave pr. barn
  • 300 kroner til julemiddag, hvis der er 1 barn i familien
  • 500 kroner ekstra for hvert barn, hvis der er mere end 1 barn i familien

Kontakt, cases og yderligere information

Mødrehjælpen kan hjælpe med at skabe kontakt til tidligere julehjælpsmodtagere og oplyse om regionale og kommunale tal for julehjælpen.

For interview og yderligere oplysninger kontakt Mødrehjælpens pressekonsulent Regitze Rjeily, tlf. 22 52 74 13, rer@moedrehjaelpen.dk

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Når du tilmelder dig Mødrehjælpens nyhedsbrev, tilføjer vi din email-adresse til vores nyhedsbrevsliste, så vi løbende kan sende dig nyheder. Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs, hvordan i vores cookie- og privatlivspolitik.