Nyheder

Pressemeddelelse: Mødrehjælpen vil igen i år give børn en glædelig jul

For tusindvis af børnefamilier er julen en tid med økonomiske og sociale afsavn. Sådan er det desværre også i år, og derfor åbner Mødrehjælpen op for ansøgninger til den landsdækkende julehjælp, så børn i hele Danmark kan få en god jul

Pressemeddelelse den 2. oktober 2019

”Uden julehjælpen var det ikke blevet jul hjemme hos os.” Sådan fortæller en af de forældre, som sidste år modtog Mødrehjælpens julehjælp.

Fra den 8. oktober kan man søge Mødrehjælpens julehjælp. Julehjælpen bringer hvert år håb og glæde i tusindvis af danske hjem, og igen i år rækker Mødrehjælpen ud til familier, der slås med sociale og sundhedsmæssige udfordringer, og som samtidig har en meget stram økonomi. Hjælpen består af et kontant beløb og et tilbud om rådgivning fra Mødrehjælpens socialrådgivere og en invitation til fællesskab og juleaktiviteter i Mødrehjælpens 39 lokalforeninger rundt om i landet.

 Sidste år søgte over 8000 familier om julehjælp hos Mødrehjælpen. En af de forældre, der sidste år modtog Mødrehjælpens julehjælp, er 34-årige Betina fra Nordjylland, som er mor til en 6-årig dreng. Hun fortæller:

”Julehjælpen var med til at gøre december måned til noget særligt. Uden julehjælpen havde december bare været lige som en hvilken som helst måned på året. Mødrehjælpens julehjælp gjorde, at jeg fik råd til at gøre noget ekstra ud af julen,” siger hun.

Mødrehjælpen taler hvert år med rigtig mange forældre, som fortæller, at julen er en særlig svær tid. Direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, siger:

”Det er hårdt for familierne, når der ikke er råd til at holde jul. Det er både stressende og skuffende ikke at kunne fejre julen på lige fod med andre, eller ikke at kunne dele den med sine nærmeste. Det er en stor belastning især for børnene, og derfor er vi glade for at kunne uddele julehjælpen igen i år,” fortæller hun.

Mødrehjælpens juleaktiviteter

Foruden økonomisk julehjælp tilbyder Mødrehjælpens 39 lokalforeninger forskellige juleaktiviteter såsom juletræsfester, fælles julebagning, udflugter og meget andet.

”For en stor del af de familier, der henvender sig til os, er julen fuld af både økonomiske og sociale afsavn. Derfor er vores aktiviteter i lokalforeningerne så vigtige, for her kan både børn og forældre få et lokalt netværk og gode oplevelser for hele familien,” siger Ninna Thomsen.

I foreningerne rundt om i landet er der enighed om, at julemånederne er travlere end de fleste. Formand i Mødrehjælpens lokalforening Amager, Josefine Townsend, fortæller:

”Der er generelt høj efterspørgsel på vores aktiviteter og udflugter hele året, men op til jul kan vi uden tvivl mærke, at interessen for at deltage i vores arrangementer er stigende,” siger hun. 

Julehjælp til de mest trængte

På Mødrehjælpens hjemmeside kan alle søge om julehjælp. For at få julehjælp fra Mødrehjælpen skal man have en trængt økonomi og have været igennem en social hændelse indenfor det seneste år, der gør det særligt vanskeligt at yde omsorg for sine børn.

Mødrehjælpen opfordrer alle, der har behov for støtte i julen til at ansøge om julehjælpen. For at kunne uddele julehjælpen til de mange familier, samler Mødrehjælpen ind i hele Danmark op til jul.

”Mødrehjælpens midler rækker desværre ikke til alle, der ansøger om vores julehjælp. Men igen i år håber vi på velvillig støtte fra de mange danskere, virksomheder og fonde, der plejer at give bidrag til vores indsamling. På den måde kan vi sikre, at hjælpen når frem til de familier, der har allermest brug for den,” siger Ninna Thomsen.

FAKTA

Sådan søger man julehjælp hos Mødrehjælpen

  • Fra den 8. oktober 2019 frem til den 12. december 2019 kan man søge om Mødrehjælpens julehjælp
  • Find og udfyld ansøgningsskemaet på https://moedrehjaelpen.dk/forside/soeg-julehjaelp/
  • Her kan du også læse en vejledning til ansøgningsskemaet og se, hvilke oplysninger, vi skal have for at kunne behandle ansøgningen

Det får man i julehjælp hos Mødrehjælpen

  • 400 kroner til gave pr. barn
  • 300 kroner til julemiddag, hvis der er 1 barn i familien
  • 500 kroner ekstra for hvert barn, hvis der er flere end 1 barn i familien

Sådan kan man støtte Mødrehjælpens juleindsamling

  • Støt med et valgfrit beløb på mødrehjælpen.dk/jul
  • Støt med et valgfrit beløb på MobilePay 30402
  • Køb et gavebevis i vores webshop

Kontakt, cases og yderligere information

Mødrehjælpen kan hjælpe med at skabe kontakt til tidligere julehjælpsmodtagere og oplyse om regionale og kommunale tal for julehjælpen.

For interview og yderligere oplysninger, kontakt Mødrehjælpens pressekonsulent Regitze Rjeily, tlf.22 52 74 13, rer@moedrehjaelpen.dk