Debatindlæg af vicedirektør i Mødrehjælpen Trine Schaldemose. Bragt i Altinget den 9. november 2020.
Lige nu er der vigtige forhandlinger i gang om familieretssystemet, som har stor betydning for de mange familier, der står midt i en skilsmisse.
Der er efterhånden enighed om, at et ambitiøst familieretssystem fra begyndelsen har været massivt underfinansieret, og at de urimeligt lange ventetider, skilsmissefamilier bliver udsat for, skyldes ressourceproblemerne. Det er på alle måder uholdbart.
I Mødrehjælpen møder vi familierne i vores rådgivning. Vi hører om de mange udfordringer, ventetiderne medfører. Familierne fortæller om konflikter, der eskalerer, mens sagerne står stille. Om usikkerhed og angst, fordi der ikke kommer afgørelser. Om samvær og kontakt mellem børn og forældre, der går skævt, fordi rammene ikke kommer på plads. Det går selvfølgelig ud over børnene, der ellers netop var dem, der skulle prioriteres i det nye system.
Men sådan er det desværre ikke blevet. Mødre og fædre fortæller os om børnenes mistrivsel – og børnene fortæller os det selv. De har det hårdt i skolen, hvor det er svært at holde koncentrationen. Og i børnehaven trækker de sig væk fra legen med de andre børn. De oplever, at skænderierne tager til derhjemme, og at de ikke kan få svar på de vigtigste spørgsmål: Hvor skal jeg bo? Skal jeg skifte børnehave eller skole? Hvad med mine venner?
I Mødrehjælpen gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe familierne, mens de venter på afklaring i Familieretshuset. Vi kommer tæt på den enkelte familie, og vi kan heldigvis også se, at når der langt om længe kommer gang i sagsbehandlingen i Familieretshuset, så mødes familierne med den rigtige tilgang. Barnet sættes i centrum, og fokus ligger på at nedtrappe og løse den bagvedliggende konflikt mellem forældrene. Det er præcis sådan, Familieretshuset skal fungere, og det er dét, politikerne i de igangværende forhandlinger bør finde de nødvendige ressourcer til.
Desværre har Domstolsforening og familieretsadvokater igen rejst ønske om at flytte behandlingen af de konfliktfyldte sager fra Familieretshuset til familieretten. Men med al respekt for domstolene og advokaterne, så er hverken deres ærinde eller kompetencer rettet mod at sikre børns trivsel. Det er derimod at afveje forældrenes rettigheder mod hinanden – og desværre for ofte med børnene som brikker i et spil.
Det var netop formålet med det nye familieretssystem at sikre et markant fokusskifte fra forældrenes rettigheder til barnets trivsel. Det er derfor, at barnets trivsel står øverst i lovens formålsparagraf. Det er derfor, at Børneenheden i Familieretshuset blev oprettet. Og det er derfor, at Familieretshuset med dets tværfaglighed og helhedsorienterede blik på familiernes udfordringer er det rigtige sted til at håndtere de konfliktfyldte sager – naturligvis i samarbejde med andre myndigheder, som loven foreskriver.
Implementeringen af reformen i Familieretshuset kan stadig blive bedre, absolut. Mest fordi, der ikke er hænder nok til at indfri den reform, politikerne vedtog for få år tilbage. Men det grundlæggende fokus, selve tanken i familieretssystemet, er til gavn for børnene. Det vil være uklogt og mod reformens intention at ændre på det. Så derfor, kære politikere: I holder børnenes trivsel i jeres hænder. Pas på børnene ved langt om længe at sikre de nødvendige ressourcer til de ambitioner, I lagde ind i familieretssystemet. Og stå på børnenes side ved at fastholde behandlingen af de konfliktfyldte sager i Familieretshuset.
