Virksomheds- eller samarbejdspartner

Stine Goya støtter Mødrehjælpens julehjælp med salg af smukke julekugler

For tredje år i træk er Stine Goya med til at give børn i fattige familier en glædelig jul med gaver og godter.
Stine Goya-julekugler 2021

En kollektion, der spreder juleglæde

Julen handler om traditioner, og for Stine Goya er det blevet en tradition at støtte Mødrehjælpens arbejde. I mange udsatte børnefamilier har forældrene ikke råd til at give børnene den jul, alle andre går og glæder sig til, så Stine Goya har valgt at donere overskud fra salget af sine eksklusive julekugler til Mødrehjælpen. Julepynten er til salg fra midten af november.

Kreativ direktør Stine Goya er stolt over at samarbejde med Mødrehjælpen, som støtter så mange gravide kvinder og børnefamilier:

“Som mor synes jeg, at det er vigtigt at støtte andre mødre og børn – ikke mindst nu, hvor corona har gjort det endnu sværere for mange sårbare familier. Jeg er glad for at kunne sprede lidt lys i mørket og glæde børnefamilier, der har hårdt brug for det. Fællesskab er vigtigt.”

Tusinder har brug for hjælp

Her i 2021, hvor julen igen står i skyggen af corona, er der ekstra brug for støtte til de sårbare børnefamilier. Uden hjælp, ingen jul: Det er den barske realitet for de mange, der modtager julehjælp fra Mødrehjælpen. Ulykkelige omstændigheder har sat forældrene i en svær situation, hvor der ikke er råd til at opfylde selv det mindste ønske.

“I Mødrehjælpen er vi meget glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Stine Goya. Det er tredje år i træk, at de fine julekugler bidrager til vores arbejde for sårbare familier. Og der er stadig tusinder af børnefamilier, der har brug for julehjælp, hvis der skal risalamande på bordet og gaver under træet. Det er dyrt, når børnene er sendt hjem fra skole på grund af corona, og det har været svært at lægge fra til jul. Takket være Stine Goya kan flere børn i fattige familier igen i år glæde sig til juleaften,” fortæller Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Stine Goya donerer et beløb på 15.000 kr., hvilket svarer til, at 30 børn og deres forældre kan få en mindeværdig jul. Julekuglerne er blandt andet til salg på modebrandets hjemmeside: stinegoya.com.