Vær med

Partnerskaber

Mødrehjælpen indgår partnerskaber med kommuner. Igennem partnerskaberne skaber Mødrehjælpen og kommunerne fælles indsatser for gravide og børnefamilier.

I Mødrehjælpen tror vi på, at vejen frem er hjælp til selvhjælp. Derfor tager vores indsatser altid afsæt i brugernes individuelle behov og ressourcer. Vi gør meget ud af at skræddersy et tværfagligt og helhedsorienteret tilbud til hver enkelt bruger fremfor blot at servere en fast pakke.

Det kan vi blandt andet gøre, fordi vi indgår i partnerskaber, hvor vores faglighed blandes med andre kompetencer og ressourcer i en fælles og styrket indsats.

Sådan kan et partnerskab med Mødrehjælpen organiseres

Et partnerskab kan etableres på flere forskellige måder.

Det første form for partnerskab, Mødrehjælpen indgik, var Familiens Hus, der i dag findes i Esbjerg og Høje Taastrup. Her etablerede Mødrehjælpen, kommune og region en samlet indsats i et fælles hus med det sigte at styrke unge forældre i forældrerollen og hjælpe dem videre i uddannelse eller job.

En anden udgave er projektet Unge familier på Vej, hvor indsatsen finder sted i Mødrehjælpens lokaler med kommune og region som partnere.

En helt tredje partnerskabsversion er På Vej, der findes i Sydhavnen, Valby og Vesterbro. Her har vi rykket indsatsen ud i lokalområdet hos en lokal civilsamfundsorganisation, der sammen med kommunen er vores partner i indsatsen.

Endelig er der et partnerskab som Lev Uden Vold – en national enhed, som Mødrehjælpen har været med til at stifte i samarbejde med Dialog Mod Vold, Fundamentet, LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre) og Danner.

Hvilke fordele er der ved at indgå et partnerskab med Mødrehjælpen?

Ved at indgå et partnerskab med Mødrehjælpen får I en samarbejdspartner, der er anerkendt for sin evidensbaserede tilgang til de indsatser, vi tilbyder. Vi ved, at det, vi laver, virker.

I forhold til partnerskaber viser vores resultater blandt andet, at det har en positiv effekt at samle indsatsen for brugerne og lave en helhedsorienteret indsats, der foregår i trygge rammer ved at være adskilt fra myndighedsafgørelser.

Læs mere om vores resultater.

Kort fortalt ser vi tre fordele for jer, for os og for vores fælles målgruppe ved at etablere et partnerskab:

  1. Vi kan skabe en helhedsorienteret og mere effektiv indsats for målgruppen ved at samle vores kompetencer
  2. Vi kan hjælpe flere brugere både bedre og billigere
  3. Vi kan sikre en øget lokal tilstedeværelse for målgruppen og sammen skabe større synlighed omkring brugernes levevilkår

Hvordan defineres et partnerskab?

I et partnerskab bidrager alle hver i sær med sine spidskompetencer, men alle parter skal bringe såvel viden og ansatte som økonomi ind i partnerskabet.

Partnerskabet er løbende til forhandling, og der er mulighed for at redefinere og udvikle indsatsen.

Hvem er målgruppen?

Det er Mødrehjælpens mål at skabe trivsel i børnefamilier.

Målgruppen er i udgangspunktet gravide, mødre og fædre med børn op til 6 år, som har behov for støtte til, hvordan familielivet gribes an, samt brug for afklaring og motivation for at kunne påbegynde og fastholde et uddannelsesforløb eller en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Vores principper for partnerskaber

Vi har seks kerneprincipper for, hvordan et partnerskab skal etableres. Indsatsen skal være:

  • helhedsorienteret
  • ikke-stigmatiserende
  • adskilt fra kommunale myndighedsafgørelser
  • inddrage civilsamfundet
  • dokumenteret og resultatbaseret
  • forankret lokalt – tættest muligt på brugeren
  • organiseret med ligeværdig ledelse

Interesseret i et samarbejde – eller vil du vide mere?

Kontakt os endelig, hvis du er interesseret i et partnerskab med Mødrehjælpen eller blot vil vide mere. Vi glæder os til at høre fra dig.

Vicedirektør Trine Schaldemose
Telefon: 33 45 86 34 / 31 18 42 15
E-mail: tsc@moedrehjaelpen.dk 

Rådgivningschef Pernille Kristoffersen
Telefon: 33 45 86 72 / 61 71 81 84
E-mail: pki@moedrehjaelpen.dk

Få den nyeste viden

Fields marked with an * are required

Jeg accepterer Mødrehjælpens brug af mine personoplysninger, sådan som vilkår og betingelser er beskrevet i Mødrehjælpens cookie – og privatlivspolitik.