English
Væk fra siden!
Viden og råd

Varslingspligten – hvis du vil flytte med barnet

Vil du flytte med barnet indenfor Danmarks grænser, skal du som bopælsforælder give den anden forælder besked mindst seks uger i forvejen.

Er du bopælsforælder, kan du på egen hånd beslutte at flytte med barnet inden for Danmarks grænser. Du skal dog varsle flytningen overfor den anden forælder, senest seks uger inden du flytter. Det kan for eksempel foregå via e-mail, brev eller sms. Det er ikke et krav, at varslingen skal være skriftlig, men hvis det er dig, der flytter, skal du kunne dokumentere, at den anden forælder er blevet orienteret mindst seks uger i forvejen.

Hvis du har navne- og adressebeskyttelse i CPR, kan du undlade at varsle, hvis din flytning ikke får indflydelse på samværsforælderens eksisterende samvær. Det kan være tilfældet, hvis afhentning og aflevering for eksempel finder sted i barnets institution, og at der ikke ændres på det i forbindelse med din flytning.

Begge forældre skal varsle

Varslingspligten er blandt andet indført for at give forældrene mulighed for at tage spørgsmålet op om, hvordan barnet bedst bevarer kontakten med begge forældre efter en flytning. Derfor gælder pligten for alle forældre, der skal flytte, uanset om forælderen bor sammen med barnet eller ej.

Vigtigt at vide, inden du flytter

Du skal være opmærksom på, at dine planer om at flytte barnet ud af sine vante omgivelser kan give den anden forælder en god grund til at søge om at blive bopælsforælder fremover.

Den forælder, der ikke flytter, kan også bede om en midlertidig afgørelse om barnets bopæl for på den måde at forhindre flytningen, indtil sagen er endeligt afgjort af retten.

Flytning til udlandet

Hvis bopælsforælderen vil flytte til udlandet med barnet, er det ikke nok at varsle flytningen. I den situation skal den anden forælder give sit samtykke til, at barnet får bopæl i udlandet. Læs her, hvis du har brug for mere viden og vejledning til det praktiske og juridiske, når man går fra hinanden og har børn.

Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.

Artiklen er senest opdateret den 3. juni 2022.

Få den nyeste viden