English
Væk fra siden!
Viden og råd

Under 18 år, gravid og i tvivl om abort?

Få gode råd til, hvad du kan gøre for at finde afklaring, hvis du er blevet gravid i en tidlig alder og overvejer abort.

Er du 17 år eller yngre og gravid, er det almindeligt, hvis du befinder dig i et kaos af tanker, som stritter i mange forskellige retninger. Du spørger måske dig selv:

  • Jeg er gravid, hvad skal jeg gøre?
  • Hvornår er man parat til at få et barn?
  • Er jeg moden nok til at blive mor?
  • Kan jeg få en uddannelse eller et arbejde, hvis jeg vælger at få barnet?
  • Hvad vil min familie og omgangskreds sige, hvis jeg vælger at få en abort?
  • Hvad vil de sige, hvis jeg vælger at beholde barnet?
  • Hvordan vil en eventuel abort påvirke mig?

Læs om reglerne for abort, hvis du er under 18 år.

Gå ikke alene med dine tanker og tvivl om abort

Det er helt normalt, at du er usikker, når du skal træffe en stor beslutning om enten at gennemføre eller afbryde graviditeten. Det er vigtigt, at du deler dine tanker, følelser og tvivl om abort med dine nærmeste.

Måske er du bange for, at dine forældre bliver vrede eller kede af det, når du fortæller dem om graviditeten. Her er det værd at huske på, at de fleste forældre vil hjælpe og støtte deres børn i situationer som din. Du bør derfor tage snakken, selvom det er svært.

Skal du have foretaget en abort, kræver det desuden dine forældres samtykke, når du er under 18 år.

Du har også mulighed for at få en støttesamtale med en rådgiver, som har erfaring i at tale med gravide, der er i tvivl om abort. I den grå boks længere nede på siden her kan du læse, hvor og hvordan du kan få en støttesamtale.

Det er vigtigt, at du er afklaret om det valg, du træffer. Mange vil komme med velmenende råd og fortælle dig, hvad de mener, du bør vælge. Det kan gøre det svært for dig at mærke efter og finde frem til, hvordan du inderst inde selv har det med graviditeten.

Vi har lavet en liste med spørgsmål, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at få styr på dine tanker og følelser og bidrage til din afklaring. Stil spørgsmålene til dig selv, og tal dem også igennem med ham, du venter barn med, og dine forældre.

  • Dine personlige forhold
  • Dit forhold til ham, du venter barn med?
  • Din familie
  • Dine venner og veninder
  • Din boligsituation
  • Din uddannelse og fremtid

Få rådgivning og støtte, hvis du overvejer abort

Husk, at du kan få en støttesamtale, inden du beslutter dig for, om du vil have foretaget en abort. Støttesamtalen kan for eksempel være med en rådgiver i Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning, Holdepunkt, Sexlinien eller hos din læge.

Der findes også andre organisationer, der tilbyder abortrådgivning. Vær dog opmærksom på, at nogle rådgivninger på nettet og telefonen har en bestemt holdning til abort, fordi organisationen bag har en religiøs baggrund. De vil rådgive dig til at beholde barnet og har ikke en neutral holdning til abort.

I Holdepunkt giver vi støttesamtaler ved tvivl om abort:

Rådgiverne hjælper med at udfolde mulighederne og forsøger at gøre det mere overskueligt for dig at træffe dit valg. Du har også ret til en støttesamtale efter en eventuel abort.

Læs mere om Holdepunkts abortrådgivning eller besøg Sexliniens hjemmeside.

Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.

Artiklen er senest opdateret den 9. april 2021.

Få den nyeste viden