English
Væk fra siden!
Viden og råd

Oplever du, at volden i familien stiger i julen? Få hjælp her

Er du eller dine børn udsat for vold, kan højtider og ferier være perioder, hvor I er ekstra udsatte. Forstå hvorfor og få vigtig viden om, hvordan du kan beskytte dig selv og dine børn.

Når familien samles under samme tag i længere tid – som det ofte sker i juletiden eller i sommerferien – kan konfliktniveauet stige. Mange oplever et øget pres, fordi forventningerne til hygge og samvær er høje, mens økonomiske udfordringer eller gamle konflikter kan gøre det svært at leve op til idealerne.

Det kan få stressniveauet til at stige i enhver familie.

Er der vold i familien kan et forøget stressniveau give anledning til mere vold. Ferier og højtider bryder ofte med de normale rutiner i familien. Dette kan være forstyrrende for alle, men især for voldsudøvere, der kan have et uhensigtsmæssigt behov for struktur og kontrol.

Når rutinerne ændres, kan voldsudøveren føle sig mere usikker og have en tendens til at reagere med vold for at genvinde kontrollen. Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom, hvis du oplever en ændring af voldsudøvers adfærd. Læs mere om hvordan et voldeligt parforhold typisk udvikler sig.

Du kan fx opleve, at:

  • Din partner bliver mere kontrollerende, fx ved at bestemme, hvem du må se, eller hvordan du bruger din tid
  • De hårde, nedsættende eller truende ord, som er en del af den psykiske vold, bliver hyppigere og mere intense
  • Din partners reaktioner er voldsommere end normalt
  • Der er flere episoder med vold, end I plejer at opleve i hverdagen

Sådan kan du tage hånd om dig selv og dit barn i disse perioder

Det er en rigtig svær og meget utryg situation at stå i, men der er hjælp at hente. Her får du råd fra Mødrehjælpens psykologer fra voldstilbuddet ’Ud af Voldens Skygge‘ til, hvordan du kan tage hånd om dig selv og dit barn:

  • Tag hånd om barnet
  • Aktivér dit netværk
  • Lav en sikkerhedsplan
  • Overvej at bruge app'en Skytsengel
  • Søg hjælp, hvis du eller dit barn er i alvorlig fare

Hvor kan du gå hen og være alene?

Flere af rådene herover handler om at række ud til andre, hvilket kan være svært, hvis din voldelige partner er omkring dig hele tiden og måske også overvåger dig.

I den situation er det en god idé, at du tænker over, hvor det er muligt for dig at gå hen og være alene i de situationer, hvor der er behov for at kontakte andre.

Det kan være på toilettet, i garagen, kælderrummet eller måske i bilen.

Her kan du få hjælp som voldsudsat

Mødrehjælpens Rådgivning kan kontaktes alle hverdage på telefon 33 45 86 00 eller chat.

Andre muligheder for hjælp:

  • Ring 112: Hvis du er i akut fysisk fare
  • Ring til Lev Uden Volds hotline på 1888: Hvis du er udsat for vold, kan du ringe til hotlinen på 1888 døgnet rundt. De kan blandt andet hjælpe med råd og vejledning og give svar på, hvilke krisecentre der har ledige pladser. Vær dog opmærksom på, at hvis du allerede har henvendt dig til et krisecenter, skal du ringe direkte til det og ikke til hotlinen.
  • Send en mail til Lev Uden Volds hotline: I denne tid, hvor det kan være svært at få mulighed for at ringe, kan hotlinen også kontaktes på e-mailen hotline@levudenvold.dk. Henvendelser besvares hurtigst muligt og inden for et døgn.
  • Landets krisecentre: Du kan finde numre og information om krisecentrene her. Står du i en akut situation, og er du på flugt, så ring 112.

Artiklen er senest opdateret den 11. december 2024.

Få den nyeste viden