Støt
Væk fra siden!
Viden og råd

Er du ung forælder, og føler du dig sommetider ensom?

Må du ofte sige nej eller aflyse aftaler med dine venner, og har dine venner svært ved at forstå det? Sådan er det for mange unge forældre. Læs, hvad du kan gøre her.
Er du ung forælder og ensom?
Modelfoto taget af Thomas Wass Evaldsen

Alle store forandringer i livet kan medføre oplevelsen af kortvarig ensomhed. Overgangen fra for eksempel folkeskole til ungdomsuddannelse, at flytte hjemmefra eller flytte til en helt ny by er perioder, hvor mange unge oplever ensomhed.

At blive forælder skaber en afgørende forandring i dit liv. Under graviditeten gjorde du dig sikkert mange tanker om, hvordan det ville påvirke dit sociale liv, og oveni glæden og forventningen var du måske også nervøs for ikke længere at have tid eller overskud til at mødes med dine venner. Det er helt normalt at have de tanker.

LÆS OGSÅ: Gravid? Venskaber, netværk og familie

Hvorfor er venskaber særligt vigtige, når du er ung?

Som mennesker har vi et grundlæggende behov for at være sammen med andre, og i ungdomsårene er det sociale netværk med jævnaldrende særligt vigtigt for dit selvværd og dannelsen af din identitet.

Accept og social status i vennekredsen får større og større betydning for den psykiske trivsel, i takt med at du løsriver dig fra dine forældre og skal stå på egne ben. Dine venskaber og relationer er med til at lære dig, hvem du er, hvad du står for, og hvor stort dit sociale behov er. I forhold til det sidste er vi alle forskellige. Nogle har brug for få nære, fortrolige venner, mens andre har brug for at være en del af et større fællesskab.

Når vi føler os ensomme, er det fordi vores sociale liv ikke dækker vores sociale behov – enten på grund af kvaliteten af vores venskaber, eller fordi vi mangler venner.

LÆS OGSÅ: Forælder, mens du tager en uddannelse?

Sværere at være social som ung forælder

Det er krævende at være forælder, og der følger et stort ansvar med. Uanset om du er enlig eller i et forhold, er det en virkelig hård opgave. Man kan føle sig meget begrænset og låst, fordi ens egne behov hele tiden må tilsidesættes, for at barnet kan komme i første række.

Det gør, at det kan være svært at pleje venskaber. Du kan opleve, at du ikke har mulighed for at deltage i de samme aktiviteter, som dine venner. At du for eksempel ofte må melde fra til skolens fredagsbar, sige nej til en bytur eller en tur i biografen.

”Skal vi ikke tage på café efter skole”, eller ”kommer du ikke med til koncert i aften?”. Alle de spontane planer, som kan opstå i løbet af en skoledag, kan du ikke længere hoppe med på, fordi du jo skal hente, putte og alle de andre daglige opgaver, der følger med at være forælder.

Det kan være hårdt at sige nej til ting, hvis du har været vant til at være meget social. Du kan gå rundt med en følelse af hele tiden at gå glip af noget. Du savner dine venner, så hvis du føler dig ensom, når du sidder derhjemme og ved, at dine venner er ude at hygge sig, er det meget naturligt.

Flere unge forældre fortæller, at det er svært at have venner, der ikke kan sætte sig ind i, hvad man går igennem som forælder. De oplever, at vennerne har svært ved at forstå, hvorfor man ikke bare kan få sit barn passet, eller hvorfor man skal være hjemme på et bestemt tidspunkt. Nogle unge forældre fortæller, at det kan føles ensomt, når ens netværk ikke har børn. De mangler nogen at spejle sig i og tale med om de ting, der fylder som forælder.

6 råd: Det kan du gøre for at komme ud af din ensomhed

Hvis du indimellem føler dig ensom, så kan det være en hjælp at huske på, at der er ting, du selv kan gøre for at ændre din situation. Det kan selvfølgelig være svært at følge nogle råd, når man har meget at se til, og du synes måske heller ikke, at du ligefrem har overskuddet til at gøre noget aktivt for at bekæmpe ensomheden. Her er det vigtigt, at du ikke stiller for store krav til dig selv, men blot giver dig selv nogle små udfordringer hen ad vejen.

Herunder har vi en række forslag til, hvad du kan gøre:

  • Acceptér den store forandring
  • Overvej dine sociale behov
  • Overvej, hvad du selv kan gøre
  • Forstå din ensomhed som en social drivkraft
  • Undgå at sammenligne dig med andre
  • Dyrk nye relationer med andre forældre

Læs mere om ensomhed – og hvad du kan gøre ved den

I artiklerne Er du ensom? og Enlig mor eller far – og ensom kan du læse meget mere om ensomhed. Her finder du også flere råd til, hvad du kan gøre for at ændre på din situation.

Fik du ikke svar på alle spørgsmål? Søg hjælp på siden Viden og råd og fordyb dig i vores flere end 100 rådgivningsartikler.

Få den nyeste viden