Louise Baltzer Bertelsen tudbrøler. Midt i Mødrehjælpens reception. For kort tid siden braste hele hendes verden sammen.
”J-j-jeg øh… kommer lige fra lægen,” fremstammer hun til sekretæren. ”Jeg er… blevet… gra…”
Længere når hun ikke. Imellem sin hulken får hun spurgt: ”Kan I hjælpe mig?”
”Det med at få det ud over læberne: ’Jeg er gravid.’ Det var bare så stort at få det sagt og begynde at erkende, at testen var positiv,” siger Louise Baltzer Bertelsen i dag.
Heldigvis har en af Mødrehjælpens rådgivere tid til at tage hende ind til en støttesamtale.
Passer ikke ind i planerne
Louise Baltzer Bertelsen er 26 år, da hun finder ud af, hun er gravid. Hun er i gang med en uddannelse til grafisk designteknolog og er ikke i et fast forhold. Kort forinden har hun gjort det forbi med den fyr, hun kun har datet i et par uger, men som har gjort hende gravid. Ved siden af studiet arbejder hun som bartender. Når hun er færdiguddannet, vil hun gerne ud at rejse. Måske til USA. Efterfølgende vil hun gerne starte som selvstændig.
”Det passede ikke ind i planerne. Desuden har min ekspartner i forvejen tvillinger, og han ville ikke have noget med et evt. barn at gøre.”
Oven i det har Louise Baltzer Bertelsen fået konstateret PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrome). Det har bl.a. den effekt, at man kan lide af ufrivillig barnløshed.
”Jeg har aldrig været særlig glad for børn, og jeg havde affundet mig med, at jeg ikke skulle have børn pga. min sygdom. Alligevel gik det igennem hovedet på mig, om det her var én chance ud af en million. Jeg var slet ikke klar til at tage den beslutning,” siger hun.
I alt fik 284 personer i 2015 en støttesamtale om abort hos Mødrehjælpen. De henvender sig især, fordi de ikke føler sig parate, er usikre på økonomi og uddannelse, har etiske overvejelser, eller fordi der er uenighed mellem de evt. kommende forældre. Louise Baltzer Bertelsen falder midt imellem alle kategorierne.
Som at køre galt i bil
Der er stadig nogle dage til, Louise Baltzer Bertelsen skal have sin menstruation. Alligevel er der noget, som siger hende, hun bliver nødt til at tage en test. Ikke pga. kvalme eller migræne. Bare kvindelig intuition. En tissetår og to streger senere.
”Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck. Det er slet ikke godt. Jeg har jo ikke haft gang i det store babyprojekt, prøvet i flere år og nu er det endelig lykkedes. Det er mere, som har jeg smadret en bil.”
Hun får tid hos lægen næste mandag. Testen der konstaterer, at hun er gravid. Men sekretæren siger, at hun altså først kan få en samtale om nogle uger. Så lang tid kan hun ikke vente.
Lægens venteværelse er tilplastret med plakater og informationsmateriale. Alligevel, midt imellem alle brochurerne, fanger hendes øjne en lille folder fra Mødrehjælpen. Hun tager direkte derhen.
”Jeg skulle egentlig møde på min praktikplads. Men jeg kunne ikke gå ned og lade som om, intet var hændt. Der var for meget, som ulmede. Jeg var i vildrede og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde behov for nogen til at guide mig.”
En uvildig samtalepartner
Louise Baltzer Bertelsen havde allerede talt med sin ekspartner og sine venner om den mulige graviditet. Selv folk hun ikke kendte så godt, følte hun, forsøgte at påvirke hende.
”Det var rigtig godt, at Mødrehjælpen ikke havde en anpart i mit valg. Det var ikke min familie, min ekspartner eller en veninde. Rådgiveren dømte mig ikke og forsøgte ikke at påvirke mig. Det havde stor betydning. Også at samtalen var anonym, og det ikke var så højtideligt. Det var meget nede på jorden. Det var det, jeg havde brug for.”
Samtalen tager halvanden time og kredser primært om hendes situation og tvivl. Kleenex’ene bliver flittigt brugt, så Louise Baltzer Bertelsen kan græde igennem. De taler om uddannelse og økonomi. Da de er færdige, får hun en ny tid.
Vil gerne have svar
