Nyheder

Mødrehjælpen åbner genbrugsbutik på Amager

Torsdag den 22. marts kl. 14.30 inviterer Mødrehjælpens lokalforening på Amager til åbningen af en spændende genbrugsbutik i Holmbladsgade på Amagerbro. Butikken bliver officielt åbnet af Astrid Krag, der er sundhedsminister på barsel og selv bor på Amager.

Pressemeddelelse udgivet 20. marts 2012

I butikken, Mødrehjælpen – genbrug til børn, vil det altid være muligt at gøre et kup, for hylder og bøjler er fyldt med børnetøj (0-6 år), legetøj og andet udstyr i lækker kvalitet og til priser, som er meget budgetvenlige.

Lokalforeningen og butikken bliver udelukkende drevet af frivillige, og overskuddet vil især gå til hjælp og aktiviteter for udsatte børnefamilier i lokalområdet.

”Her og nu er vores vigtigste opgave at få butikken godt i gang, så vi kan skaffe penge til mange forskellige aktiviteter, fx fødselsdagshjælp, sommerudflugter og uddeling af barselspakker,” siger Lisbeth Brandt, formand for Mødrehjælpens lokalforening på Amager. En del af overskuddet går desuden til Mødrehjælpens rådgivninger i København, Århus og Odense.

Godt modtaget

Mange børnefamilier kender nok Mødrehjælpens genbrugsbutikker fra andre steder i byen, hvor de er meget populære.
”For os har det været helt oplagt, at Amager med sine mange børnefamilier skulle have sin egen genbrugsbutik med børnetøj og -udstyr, og heldigvis er vores initiativ allerede blevet godt modtaget. Vi håber derfor, at rigtig mange vil lægge vejen forbi vores nye butik og støtte os som kunder og med donationer af tøj og udstyr” siger Lisbeth Brandt, formand for Mødrehjælpens lokalforening på Amager.

Åbningsfestligheder

For at fejre den nye butik med stil bliver den officielt åbnet af Astrid Krag, der er sundhedsminister på barsel og selv bor på Amager. Der vil blive serveret kage og kaffe fra vores lokale sponsorer.

Fakta om Mødrehjælpen – genbrug til børn

Adresse:

Holmbladsgade 14
2300 København S

Åbningstider:

Torsdag:  Kl. 11.00 – 17.30
Fredag:    Kl. 11.00 – 17.30
Lørdag:    Kl. 10.00 – 14.00

Få den nyeste viden