Nyheder

Mødrehjælpens formand bliver 50 år

Elin Schmidt, der er bestyrelsesformand i Mødrehjælpen, fylder 50 år d. 22. juli.

Elin har været formand for Mødrehjælpens hovedbestyrelse de sidste ni år, og hovedbestyrelsesmedlemmerne vidste præcis, hvad de ledte efter, da de skulle finde en ny person til posten som bestyrelsesformand. Det skulle være et menneske drevet af indignation over social uretfærdighed. Én, som forstod organisationens sjæl.elinfødselsdag

Valget faldt på Elin Schmidt. Hun blev hurtigt kendt for sine skarpe analyser, høje integritet og et kompromisløst fokus på at følge strategierne til dørs. ”Hendes holdning er, at Mødrehjælpen skal drives med samme seriøsitet og professionalisme, som hvis det var et C20-selskab. Resultaterne taler for sig selv. Antallet af hjulpne familier er blevet fordoblet i hendes tid som formand. Det samme gælder organisationens omsætning og antallet af frivillige,” siger Mødrehjælpens direktør Mads Roke Clausen.

Siden 2007 har Elin Schmidt været direktør for Rockwool Fonden. Det var fondens arbejdsområde, den høje kvalitet af samfundsrelevante undersøgelser og de stærke værdier og den professionalitet, der omgærder fonden, der var udslagsgivende, da Elin Schmidt valgte at skifte til Rockwool Fonden. Inden da var hun 13 år hos Novo Nordisk, hvor hun var med til at skabe og implementere virksomhedens globale ledelsesværktøj og senere som organisationsudviklingschef medvirkede til at udskille NNIT A/S til et selvstændigt selskab.

Elin Schmidt opleves som et privat menneske, og hun har aldrig stræbt efter at blive kendt. Hun har dog ikke kunnet undgå en smule opmærksomhed for altid at levere ægte og langtidsholdbare resultater. Elin er sine venners ven og går aldrig af vejen for at give en hjælpende hånd eller drikke et glas god rødvin.

Når der holdes fri, læses et væld af litteratur og aviser. Allerhelst tilbringes fritiden dog udendørs i naturen omkring det dansk-tyske bofællesskab i Fredensborg eller ved sommerhuset i Tisvilde. Her ses hun i fuldt firspring med en solid sele om livet, hvor de to højtelskede slædehunde fra Alaska, Luna Ravnefod og Ulf Krake, der hver vejer 60 kg, er spændt godt fast.

Fødselaren fejrer sin runde dag i Andalusien.

Få den nyeste viden