Børnene betaler prisen
Konsekvensen i mange sårbare familier bliver, at børn ikke deltager i fællesskabet i skolen og i fritiden.
En mor skriver fx ’Jeg er ret isoleret og det går ud over mit barn. Vi har ingen familie og et begrænset netværk,’ mens en far fortæller: ”Jeg har en datter med type 1-diabetes, som er begrænset i, at flere fritidsorganisationer ikke tør tage ansvar for hende under aktiviteter, da de kender for lidt til sygdommen”.
I over halvdelen af familierne (55%) fortæller forældre, at børnene pga. sygdom er begrænsede i at komme i skole. To tredjedele (64%) fortæller, af børnene er begrænsede i at deltage i sociale arrangementer som fx fødselsdage, ligesom mere end halvdelen (54%) er begrænsede i at deltage i fritidsaktiviteter, og i at besøge venner eller have venner på besøg.
Også forældrene bliver socialt isolerede. 73% svarer, at de er begrænsede i at varetage et lønnet deltids- eller fuldtidsarbejder. Derfor er pengene mange steder små, og økonomien opleves som en barriere for at få den hjælp og behandling, de selv eller deres børn har brug for.
”Vi er som samfund nødt til at sætte ind over for børnefattigdom, hvis vi for alvor skal den sociale ulighed i sundhed til livs. Kun på den måde sikrer vi reelt lige muligheder for alle børn, og det er så afgørende, for vi ved, at bare et år i fattigdom sætter spor resten af livet” siger Ninna Thomsen.
Konkret arbejder Mødrehjælpen bl.a. for, at der sikres en stærkere brobygning mellem sundhedsvæsen, den sociale sektor og civilsamfundet, at de økonomiske barrierer i dele af sundhedsvæsnet fjernes, og at der etableres særlige forløb for børnefamilier, der rammes af alvorlig sygdom.
Læs hele undersøgelsen
