Det gør vi

Partnerskaber

Mødrehjælpen indgår partnerskaber med kommuner og/eller regioner om forløb for gravide og småbørnsforældre med fokus på at støtte forældre- og handlekompetencer hos den enkelte, skabe tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, samt at styrke det lokale netværk for hele familien.

I Mødrehjælpen tror vi på hjælp til selvhjælp. Vores indsatser tager afsæt i den enkelte gravide og familiens behov og ressourcer. Mødrehjælpen har en mangeårig og evidensbaseret erfaring med at arbejde med sårbare gravide og familier i en udsat position. Vi skaber et trygt og myndighedsfrit rum, hvor både mødre og fædre bliver mødt i øjenhøjde, og får hjælp til at tage styringen i deres eget liv.

Mødrehjælpen etablerer lokale partnerskaber med kommuner og regioner, der skal sikre, at unge familier får den bedste start på forældreskabet. Både for forældre og børn.

Sådan hjælper vi

Partnerskaberne giver sårbare gravide og børnefamilier med børn op til seks år én lokal indgang til at få hjælp og støtte til de komplekse udfordringer, de kan stå overfor. Her kan de få rådgivning ift. graviditet, forældreskab, familieliv, sundhed, uddannelse og beskæftigelse.

Samtidig styrkes familiernes netværk gennem frivilligdrevne aktiviteter.

Familiehuse kan organiseres efter lokale forhold

Når man bliver forælder, er det en stor omvæltning. Særligt, hvis man i forvejen er sårbar og måske har et spinkelt netværk kan det give udfordringer. Man har brug for at få tryghed i forældreskabet og måske for hjælp til at blive fastholdt eller støttet i at komme i uddannelse eller i beskæftigelse.

Et partnerskab sammensættes og tilpasses de lokale forhold.

Det første form for partnerskab, Mødrehjælpen indgik, var Familiens Hus, der i dag findes i Esbjerg og Høje Taastrup. Her etablerede Mødrehjælpen, kommune og region en samlet indsats i et fælles hus med det sigte at styrke unge forældre i forældrerollen og hjælpe dem videre i uddannelse eller job.

En anden udgave er projektet Unge familier på Vej, hvor indsatsen finder sted i Mødrehjælpens lokaler med kommune og region som partnere.

En helt tredje partnerskabsversion er På Vej, der findes i Sydhavnen, Valby og Vesterbro. Her har vi rykket indsatsen ud i lokalområdet hos en lokal civilsamfundsorganisation, der sammen med kommunen er vores partner i indsatsen.

Mødrehjælpen har derudover indgået et partnerskab med Region Syddanmark. Gennem dette partnerskab er det muligt at tilbyde rådgivning og gruppeforløb flere steder i regionen.

Huset i Randers er også en af Mødrehjælpens partnerskaber. Her har Mødrehjælpen og Randers kommune gjort det muligt for unge gravide og unge mødre, at mødes og skabe et netværk.

Se en præsentation af partnerskabet Unge Familier på Vej herunder

Hvilke fordele er der ved at etablere et familiehus i samarbejde med Mødrehjælpen?

Ved at indgå et partnerskab med Mødrehjælpen får I en samarbejdspartner, der er anerkendt for sin evidensbaserede tilgang til de indsatser, vi tilbyder. Vi ved, at det, vi laver, virker.

I forhold til vores tidlige indsatser viser resultaterne blandt andet, at det har en positiv effekt at samle indsatsen for familierne og lave en helhedsorienteret indsats, der foregår i trygge rammer ved at være adskilt fra myndighedsafgørelser.

Læs mere om vores resultater.

Kort fortalt ser vi tre fordele for kommende forældre og småbørnsfamilier ved at etablere tværsektorielle partnerskaber:

  1. Vi kan skabe en helhedsorienteret og mere effektiv indsats for målgruppen ved at samle vores kompetencer
  2. Vi kan hjælpe flere familier både bedre og billigere
  3. Vi kan sikre en øget lokal tilstedeværelse for målgruppen og sammen skabe større synlighed omkring brugernes levevilkår

Hvordan defineres et partnerskab?

I et partnerskab bidrager alle hver i sær med sine spidskompetencer, men alle parter skal bringe såvel viden og ansatte som økonomi ind i partnerskabet.

Partnerskabet er løbende til forhandling, og der er mulighed for at redefinere og udvikle indsatsen.

Hvem er målgruppen?

Det er Mødrehjælpens mål at skabe trivsel i børnefamilier.

Målgruppen er i udgangspunktet gravide, mødre og fædre med børn op til 6 år, som har behov for støtte til, hvordan familielivet gribes an, samt brug for afklaring og motivation for at kunne påbegynde og fastholde et uddannelsesforløb eller en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Vores principper for partnerskaber

Vi har seks kerneprincipper for, hvordan et partnerskab skal etableres. Indsatsen skal være:

  • helhedsorienteret
  • ikke-stigmatiserende
  • adskilt fra kommunale myndighedsafgørelser
  • inddrage civilsamfundet
  • dokumenteret og resultatbaseret
  • forankret lokalt – tættest muligt på brugeren
  • organiseret med ligeværdig ledelse

Andre måder Mødrehjælpen indgår partnerskaber

Mødrehjælpen indgår også faglige partnerskaber med andre organisationer, som vi har gjort det med Lev Uden Vold – en national enhed, som Mødrehjælpen har været med til at stifte i samarbejde med Dialog Mod Vold, Fundamentet, LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre) og Danner.

Interesseret i et samarbejde – eller vil du vide mere?

Kontakt os endelig, hvis du er interesseret i et partnerskab med Mødrehjælpen eller blot vil vide mere. Vi glæder os til at høre fra dig.

Rådgivningschef Pernille Kristoffersen
Telefon: 33 45 86 72 / 61 71 81 84
E-mail: pki@moedrehjaelpen.dk

Få den nyeste viden