Af Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen
“MAN KAN kemisk få folk til at blive forelsket,” siger Sofie i julekalenderen ” Tidsrejsen” til sin gode ven. Hun vil gerne have, at hendes forældre finder sammen igen, så de alle kan holde en god jul sammen. For hendes forældre har bedt hende om at vælge, hvor hun vil holde jul, og det valg mellem mor og far er umuligt for hende at træffe.
Sofies forældre kan tale sammen, selvom de har bedt hende om at træffe valget om juleaften. Det er ikke alle skilte forældre, der kan det. I både satspuljen og DR 2′ s serie ” Krigen om børnene” sættes der fokus på mægling som et nyt og vigtigt middel til at undgå konfliktfyldte skilsmisser. Ved mægling kan fokus være på børnene, og forældrene kan ved mæglerens hjælp lære at sætte spilleregler op for deres samarbejde. Det er godt. I Norge og Australien er der rigtig gode erfaringer med mægling i forbindelse med skilsmisser – det er ligefrem obligatorisk.
I Mødrehjælpens rådgivning møder vi dagligt mange forældre, der skal skilles, eller som er skilt og har problemer med at samarbejde om børnene. Vi ser tydeligt i vores arbejde, at mægling vil kunne hjælpe med at få mor og far til at skabe en bedre hverdag for børnene. Såvel vores som internationale erfaringer viser, at det er vigtigt, at mægling foregår i et tværfagligt og trygt miljø. Derfor er det også min anbefaling, at mægling (og i særdeleshed hvis vi når dertil, at mægling bliver obligatorisk i Danmark) foregår uden for en myndighedskontekst.
Når mægling som i det forsøg, der er lagt ind i satspuljen, er lagt i Statsforvaltningen, opleves det uomtvisteligt som en del af den sagsbehandling, Statsforvaltningen som myndighed efterfølgende skal gennemføre. Det kan skabe utryghed i mæglingssituationen. Det kan gøre, at forældrene siger ja til aftaler og spilleregler, de ikke kan leve op til, fordi de er bange for, at det ellers påvirker deres muligheder for samvær med barnet. Det er ikke hensigten med en mægling, hvor idéen netop er, at mor og far reelt sætter barnet i centrum og bliver enige om, hvad der er bedst for barnet, i stedet for at se på, hvad der er deres egen ret ifølge loven. Samtidig er det vigtigt, at mæglingen sker i en tværfaglig kontekst, hvor det ikke er de juridiske kompetencer, der er de fremherskende, når forældre skal lære at samarbejde. Her skal socialfaglige og psykologiske kompetencer i spil. I min optik er myndigheden derfor ikke den bedste mægler. Tværtimod. Forældreansvarsloven havde til formål at sætte barnet i centrum. Langt hen ad vejen er det desværre i stedet blevet en kamp om forældrenes rettigheder.
I Mødrehjælpen møder vi hver dag forældre og børn, hvor konflikterne har vokset sig så store, at det kan være svært at se, hvordan kommunikationen mellem forældrene kan blive konstruktiv igen. Vi mener derfor, at det er afgørende, at vi igangsætter tiltag, der kan sikre, at barnet igen kommer i fokus. Lad os give mægling den chance, det fortjener. Lad os lægge mægling hos organisationer, der er neutrale i forhold til den afgørelse, der skal træffes bagefter.
