Støt Mødrehjælpens Feriehjælp

Støt Feriehjælpen og giv et udsat barn en sommer at glæde sig til

For mindst ét barn i hver klasse i Danmark er sommerferien ikke fyldt med oplevelser og is i solen. De børn må nøjes med at lytte, når kammeraterne fortæller om deres planer i sommerlandet.

Hvad er Mødrehjælpens Feriehjælp?

Mødrehjælpens Feriehjælp er en økonomisk håndsrækning til trængte børnefamilier, der dækker udgifter til en oplevelse i sommerferien. Måske til en is, en tur i biografen eller legeland eller andet, der kan skabe gode ferieminder for børn og deres forældre. Noget at glæde sig til. Noget at fortælle de andre om, når skolen begynder igen. Noget at huske, når sommeren er slut.

Feriehjælpen består af et kontantbeløb på 400 kroner per barn i en familie (op til 3 børn per husstand). Hjælpen er målrettet de knap 50.000 børn, der lever under fattigdomsgrænsen.

Feriehjælpen er også en langsigtet indsats, hvor børnefamilierne kan få socialfaglig rådgivning og deltage i lokale aktiviteter og fællesskaber, når ferien er slut. Derfor går nogle af de indsamlede midler til Mødrehjælpens øvrige støtte- og rådgivningstilbud.

”Feriehjælpen betød at vi kunne gøre noget andet end det vi gør til hverdag. Bare det at kunne tage en tur på stranden og købe en is i brugsen til børnene var en stor ting for os.” 

 Enlig mor til 2, modtager af feriehjælp sidste år

Indsamlingens løbetid

Donationer, der modtages fra 30. april til og med tirsdag den 17. juni, går til støtte for Mødrehjælpens Feriehjælp 2025. Donationer, der gives i perioden efter, vil gå til støtte for Mødrehjælpens generelle arbejde målrettet sårbare børnefamilier og gravide.

Fakta om børnefattigdom:

  • Økonomien i familierne kan være væltet af skilsmisse, sygdom eller mistet arbejde, der gør at de har mistet fodfæstet for en stund.
  • Ifølge Danmarks Statistik vokser 49.543 børn op i fattigdom.
  • En undersøgelse af børnefattigdom blandt Mødrehjælpens Familiepanel viser, at 6 ud af 10 familier har ladet være med at spise tre måltider om dagen, fordi de ikke havde råd. Ifølge samme undersøgelse bliver børnene også ramt socialt, fordi der ikke er råd til fritidsaktiviteter og fødselsdage.
  • Dansk forskning viser, at en opvækst i fattigdom kan have konsekvenser for hele livet. Der er større risiko for mistrivsel, dårligere uddannelse og en mere ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

Læs mere om Mødrehjælpens arbejde med at bekæmpe børnefattigdom