Vedtægter for Mødrehjælpens lokalforeninger

Se standardvedtægter for Mødrehjælpens lokalforeninger

Seneste ændringer er vedtaget på Fonden Mødrehjælpens hovedbestyrelsesmøde d. 28. november 2024.

  • 1. Navn og hjemsted

    1.1 Lokalforeningens navn er Mødrehjælpens lokalforening i […]

    1.2 Lokalforeningen har hjemsted i […] Kommune.

  • 2. Formål

    2.1 Lokalforeningens formål er at støtte Mødrehjælpens landsdækkende arbejde som
    repræsentant for Mødrehjælpen i foreningens lokalområde i overensstemmelse med
    Mødrehjælpens formål.

    2.2 Fonden Mødrehjælpens formål er:

    • At yde social, sundhedsmæssig, økonomisk og uddannelsesmæssig støtte til enlige
      forsørgere, gravide og børnefamilier, som herigennem kan sikre deres børn bedre
      opvækst og levevilkår.
    • At arbejde for øget offentlig og politisk forståelse for enlige forsørgeres, gravides og
      børnefamiliers levevilkår.
    • At virke for en lovgivning, der i højere grad sikrer mulighed for en social, sundheds- og
      uddannelsesmæssig støtte til disse grupper.

    2.3 Lokalforeningens formål er: Inden for sit område at medvirke til gennemførelsen af Fonden Mødrehjælpens formål, planer og prioriteringer.

  • 3. Formålets opnåelse

    3.1 Til gennemførelse af foreningens formål arbejder lokalforeningen for at skaffe sig
    størst mulig folkelig opbakning i foreningens lokalområde, der geografisk afgrænses i
    henhold til retningslinjer fastsat af Mødrehjælpen.

    • 3.2 Lokalforeninger.
      En lokalforenings opgave er:
    • At støtte Mødrehjælpens landsdækkende arbejde som repræsentant i lokalområdet
      ved at varetage repræsentative funktioner
    • At arbejde for tilgang af medlemmer
    • At varetage medlemmernes og lokalbefolkningens interesser i Fonden Mødrehjælpen
    • At forestå lokale aktiviteter indenfor de af Fonden Mødrehjælpen fastlagte rammer,
      eksempelvis:

      • lokal fundraising,
      • lokal synliggørelse af Mødrehjælpens arbejde,
      • afholdelse af debatmøder m.v. med fokus på Mødrehjælpens brugere,
      • etablering af genbrugsbutikker,
      • afholdelse af øvrige netværksskabende aktiviteter,
      • øvrige sociale aktiviteter, som f.eks. julehjælp og sommerferiehjælp, og mulighed for at købe professionel socialrådgivning af Fonden Mødrehjælpen til gavn for lokale brugere.
  • 4. Medlemskab

    4.1 Som medlem af lokalforeningen kan optages enhver person, der er fyldt 18 år og har
    bopæl i foreningens lokalområde. Det er muligt at melde sig ind i anden lokalforening end
    i bopælsområdet, hvis man har særlig tilknytning til området.

    4.2 Lokalforeningen har pligt til at optage personer, der ønsker at blive medlem,
    medmindre ganske særlige forhold taler imod optagelse.

    4.3 Medlemskabet vedvarer, indtil det af medlemmet bringes til ophør ved udmeldelse
    eller ved død, eller indtil foreningen bringer medlemskabet til ophør som følge af
    medlemmets misligholdelse, herunder ved manglende betaling af kontingent, jf. pkt. 5.
    Foreningen kan endvidere bringe medlemskabet til ophør ved beslutning om at
    ekskludere et medlem ved grov eller gentagen overtrædelse af foreningens og/eller
    Mødrehjælpens vedtægter.

    4.4 Mødrehjælpen er berettiget til at pålægge lokalforeningens bestyrelse at ekskludere
    et medlem ved de i pkt. 4.3 nævnte overtrædelser af lokalforeningens og/eller
    Mødrehjælpens vedtægter.

    4.5 Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægt og leve op til dens
    formålsbestemmelse samt følge de anvisninger, som bestyrelsen i medfør af vedtægten
    fremkommer med.

  • 5. Kontingent

    5.1 Medlemmerne betaler det af repræsentantskabet i henhold til Mødrehjælpens
    vedtægter fastsatte kontingent.

    5.2 Ved et medlems udmeldelse af lokalforeningen er medlemmet ikke berettiget til
    tilbagebetaling af betalt kontingent.

    5.3 Til opfyldelse af foreningens formål om at støtte Mødrehjælpens arbejde er
    Mødrehjælpen berettiget til at modtage 60 % af det af medlemmerne indbetalte
    kontingent.

    5.4 Mødrehjælpens direktion forestår den løbende administration og styring af
    lokalforeningens medlemskreds og opkræver på vegne af lokalforeningen
    medlemskontingent, ligesom Mødrehjælpens direktion i øvrigt bistår med administrative
    opgaver for lokalforeningen.

  • 6. Bestyrelsen

    6.1 Lokalforeningens ledelse varetages af en bestyrelse på 5 eller 7 medlemmer samt 2 suppleanter.

    Formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges af medlemmerne på foreningens generalforsamling. For at være valgbar til bestyrelsen skal man være medlem af den lokalforening i Mødrehjælpen, som man stiller op i og man må ikke være medlem af bestyrelsen i en anden lokalforening.

    Ansatte i Mødrehjælpen kan ikke vælges som medlem af bestyrelsen. Ved ansatte forstås medarbejdere, der har lønnet arbejde i over 8 timer om ugen.

    Alle medlemmer vælges for en periode af 2 år, således at mindst 3 medlemmer vælges i lige år og mindst 2 medlemmer i ulige år

    Suppleanter vælges for en periode af 2 år. 1 suppleant vælges i lige år, og 1 suppleant vælges i ulige år.

    6.2 Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med næstformand og kasserer. Såfremt der på generalforsamlingen ikke lod sig opstille en kandidat til posten som formand for bestyrelsen, konstituerer bestyrelsen tillige sig selv med en formand. Formand og kasserer må ikke tilhøre samme husstand eller være nært beslægtede. Såfremt en af generalforsamlingen valgt formand udtræder af bestyrelsen, konstituerer bestyrelsen sig selv ved denne udtræden med en ny formand, og eventuelt ny næstformand og/eller kasserer, for den resterende periode frem til næste generalforsamling. Såfremt næstformand og/eller kasserer udtræder af bestyrelsen, konstituerer bestyrelsen ligeledes sig selv med ny næstformand og/eller kasserer frem til næste generalforsamling.

    6.3 Bestyrelsens medlemmer forpligter sig til at handle inden for Mødrehjælpens
    vedtægter samt i øvrigt at følge de af Mødrehjælpen fastlagte rammer for
    lokalforeningens arbejde.

    Bestyrelsens medlemmer er forpligtet til at efterkomme eventuelle pålæg fra
    Mødrehjælpen efter vedtægternes pkt. 4.4.

  • 7. Bestyrelsens arbejde

    7.1 Bestyrelsen, der selv fastsætter sin forretningsorden, varetager foreningens og
    dermed Mødrehjælpens interesser. Bestyrelsen disponerer over foreningens midler.

    7.2 Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når to
    bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med mindst 8 dages
    varsel med angivelse af en dagsorden.

    7.3 Medmindre andet følger af nærværende vedtægt, træffer bestyrelsen beslutning ved
    simpel stemmeflerhed. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af
    medlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende
    formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

    7.4 Bestyrelsens medlemmer har i henhold til Mødrehjælpens vedtægter og givne
    retningslinjer til opgave at vælge medlemmer til Mødrehjælpens repræsentantskab.

    7.5 Mødrehjælpens repræsentantskab er et fælles forum for lokalforeningerne,
    fondsbutikkerne og for støtteforeningen. Repræsentantskabet består af repræsentanter
    fra lokalforeningerne, fondsbutikkerne, rådgivningerne og støtteforeningen.

    Formanden og næstformanden for en lokalforening er fødte medlemmer af repræsentantskabet.
    Bestyrelsen for lokalforeningen kan beslutte, at formanden og/eller næstformanden kan
    erstattes af andre medlemmer af lokalforeningens bestyrelse.

    Ved forfald kan bestyrelsen sende en suppleant.

  • 8. Generalforsamling

    8.1 Lokalforeningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt senest 1. marts, og senest fem hverdage efter sendes referat fra generalforsamling, bestyrelsens beretning og godkendte regnskab til Fonden Mødrehjælpen.

    Medlemmerne indkaldes med mindst 2 ugers varsel på foreningens hjemmeside eller ved
    brev eller e-mail til medlemmerne.

    8.2 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

    1. Valg af dirigent
    2. Valg af referent og to stemmetællere
    3. Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning
    4. Godkendelse af revideret årsregnskab
    5. Orientering om det kommende års handleplan og budget
    6. Behandling af indkomne forslag
    7. Valg af formand for bestyrelsen
    8. Valg af 4 eller 6 medlemmer af bestyrelsen
    9. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
    10. Valg af revisor

    8.3 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsens formand eller af 3
    bestyrelsesmedlemmer og skal indkaldes, når mindst halvdelen af foreningens
    medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af, hvilke punkter der ønskes
    behandlet.

    8.4 Begæring om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal fremsendes til
    bestyrelsen, der senest 14 dage efter modtagelsen af begæringen skal indkalde til
    ekstraordinær generalforsamling med mindst 2 ugers og højst 4 ugers varsel.

    8.5 Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de
    fremmødte stemmeberettigede, medmindre andet følger af nærværende vedtægt. Man har stemmeret, når man har været medlem af lokalforeningen i mindst 2 måneder. Man kan stille op til poster i bestyrelsen fra den dag, man er medlem. Hvert medlem har én
    stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således, at fuldmagt kun kan gives til et
    andet medlem.

    8.6 Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal fremsendes
    til bestyrelsen, således at de er bestyrelsen i hænde senest 10 dage inden
    generalforsamlingens afholdelse.

    8.7 Der udarbejdes et beslutningsreferat om forløbet af generalforsamlingen, som
    underskrives af formand og dirigenten. Det lægges ud på foreningens hjemmeside og
    kan i lokalforeninger med butik også ses i butikken.

  • 9. Regnskab

    9.1 Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar – 31. december. Første regnskabsår
    løber fra foreningens stiftelse til 31. december […].

    9.2 Bestyrelsen i hver lokalforening forpligter sig til hvert år senest fem hverdage efter 1. marts til Mødrehjælpen at indsende referat fra generalforsamling og årsberetning med regnskab for det forløbne kalenderår med oplysninger og dispositioner vedrørende overskud/underskud. Lokalforeningens årsberetning med regnskab skal herefter godkendes af Mødrehjælpens hovedbestyrelse.

    9.3 En lokalforenings årsregnskab udarbejdes i overensstemmelse med Lov om fonde og
    visse foreninger (god regnskabsskik), herunder med præcisering af vedtægternes krav til
    regnskabsaflæggelse, samt Mødrehjælpens regnskabsinstruks for lokalforeningerne.

    Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af to
    regnskabskyndige personer. Mødrehjælpen er til enhver tid berettiget til at opnå fuld
    indsigt i lokalforeningens regnskabsføring.

    Lokalforeningens bestyrelse har fuld oplysningspligt over for Mødrehjælpen og er pligtig til at stille det af Mødrehjælpen udbedte regnskabsmateriale til rådighed for Mødrehjælpen.

    9.4 Lokalforeningen kan ikke foretage gældsstiftelse i Mødrehjælpens navn, og Mødrehjælpen hæfter ikke for en lokalforenings eventuelle underskud.

    9.5 Foreningens hovedkonto skal tegnes med dobbeltfuldmagt. Foreningen kan vælge yderligere at oprette en driftskonto med enefuldmagt for kassereren jf. Mødrehjælpens regnskabsinstruks for lokalforeninger.

    9.6 Foreningens formue og afkastet heraf må alene anvendes til fremme af foreningens formål. Lokalforeningen indbetaler en nærmere af Hovedbestyrelsen fastsat andel af overskuddet i henhold til det på lokalforeningens generalforsamling godkendte årsregnskab.

    9.7 Foreningens bestyrelse indsender senest 31. oktober hvert år budget for det kommende regnskabsår. Budgettet indsendes sammen med foreningens handlingsplan til frivilligafdelingen, hvorefter det sendes til godkendelse på hovedbestyrelsesmødet i november måned. Frivilligafdelingen fremsender orientering om godkendelse af budget og handleplaner til de enkelte lokalforeninger senest ved årsskiftet.

    9.8 Lokalforeningen mister sin ret til at stemme på repræsentantskabet, såfremt foreningen har undladt rettidigt at indsende årsberetning og årsregnskab, jf. ovennævnte pkt. 9.2, samt budget, jf. ovennævnte pkt. 9.7.

  • 10. Tegningsret

    10.1 Lokalforeningen tegnes af den samlede bestyrelse eller af bestyrelsens formand
    sammen med bestyrelsens næstformand eller kasserer.

    10.2 Tegningsretten for driftskonto med enefuldmagt kan udgøres af formand eller
    kasserer alene jf. pkt. 9.5.

  • 11. Vedtægtsændring

    11.1 Ændring af lokalforeningens vedtægter, der er udarbejdet af Mødrehjælpen som standardvedtægter for samtlige af Mødrehjælpens lokalforeninger, kan vedtages af Mødrehjælpens hovedbestyrelse, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer af hovedbestyrelsen stemmer for forslaget.

  • 12. Stiftelse og opløsning

    12.1 Stiftelse af en lokalforening skal godkendes af Mødrehjælpens hovedbestyrelse, der skriftligt skal tiltræde sin godkendelse i overensstemmelse med Mødrehjælpens vedtægter, formål og retningslinjer.

    12.2 Mødrehjælpens hovedbestyrelse kan beslutte at nedlægge lokalforeningen, hvis denne handler i strid med Mødrehjælpens vedtægter, de af Mødrehjælpen givne retningslinjer eller påbud, i mangel af godkendelse af årsregnskab, eller såfremt Mødrehjælpens hovedbestyrelse i øvrigt finder en nedlæggelse af lokalforeningen hensigtsmæssig ved strukturelle ændringer af Mødrehjælpens organisation.

    12.3 I tilfælde af ophør tilfalder foreningens nettoaktiver Fonden Mødrehjælpen.