Sæt familierne først i det nye regeringsgrundlag

Hvis de politiske ambitioner om bedre balance i familielivet skal blive til virkelighed, kræver det en samlet og ansvarlig familiepolitik, der også favner de mest sårbare børnefamilier.

Af Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen 

Bragt i Avisen Danmark 13. april 2026

Når politikerne i disse uger forhandler om et nyt regeringsgrundlag, træffes der beslutninger, som vil forme Danmark de næste år. Det er nu, retningen sættes.  

Både under valgkampen og i den seneste regeringsperiode har flere partier deltaget aktivt i debatten om børnefamiliernes vilkår. På tværs af partipolitiske skel har partierne fremlagt forslag med fokus på en god start på familielivet for fødende og nybagte forældre, balance og bedre mulighed for tid til nærvær og trygge rammer i familielivet. Det er godt, at familierne fylder mere i den politiske debat – og det forpligter.  

Hvis ambitionerne skal blive til virkelighed, kræver det, at børn og familier får en central plads i det nye regeringsgrundlag med en sammenhængende familiepolitik, der kommer hele vejen rundt om familiernes udfordringer – også de mest sårbares.  

Dem, der kæmper mest, glemmes

Familien er fundamentet for trivsel og tryghed for både børn og forældre. Men ikke alle familier har de samme forudsætninger for at få hverdagen til at fungere.  

Dem, der kæmper mest, bliver desværre ofte glemt i debatten, som alt for ofte fokuserer på familier, som de er flest. Nemlig de – heldigvis mange – familier med overskud, stabile indkomster, stærke netværk og en økonomisk buffer. Og det er en alvorlig blind vinkel: For når livet slår en kolbøtte fx ved skilsmisse, sygdom eller alvorlig mistrivsel, rammer det ikke lige hårdt for alle. Det rammer hårdest dér, hvor overskuddet i forvejen er mindst. 

I dag er hver fjerde børnefamilie en enlig forsørger. De har ofte en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet og færre ressourcer at trække på både økonomisk og socialt i form af et stærkt netværk i nærheden, og det betyder, at der skal langt mindre til, før hverdagen vælter.  

Når det sker, er det ofte børnene, der betaler den højeste pris. Børn i sårbare familier oplever fx oftere ensomhed – særligt når økonomiske problemer eller brud i familien rammer. 

Tre vigtige skridt for familierne

I Mødrehjælpen møder vi hver dag familier, der står midt i krisen og oplever, hvordan korthuset vælter. Vi kender deres udfordringer og har tre konkrete forslag, som kan gøre en stor forskel i deres hverdag.   

For det første bør en kommende regering nedsætte en familiekommission og udnævne en familieminister. Vi har brug for et samlet, vidensbaseret blik på børnefamiliers vilkår i Danmark. Hvor er hullerne i velfærdssamfundet? Hvem falder igennem? Og hvordan sikrer vi løsninger, der favner alle? 

For det andet skal vi sikre en god start på familielivet for alle. Erfaringerne med familiehuse, hvor gravide og nybagte forældre kan få samlet støtte ét sted, er gode. Den model bør udbredes til hele landet i et forpligtende samarbejde med civilsamfundet, og med stabil finansiering. 

For det tredje skal sårbare familier have ret til rådgivning i civilsamfundet og til praktisk hjælp i hjemmet, når hverdagen bryder sammen. En familiehjælpsordning kan være forskellen på at klare sig – eller falde længere ud. 

Vi har som samfund et ansvar for at gribe de familier, der ikke selv kan bære det hele. Ikke kun af hensyn til de voksne, men i høj grad for børnenes skyld.  

Så herfra er opfordringen klar: Sæt familierne – også de sårbare – først i det nye regeringsgrundlag.