Red Barnet, Kirkens Korshær og Mødrehjælpen: Det er et politisk valg, at der er fattige børn i Danmark

Af Johanne Schmidt-Nielsen, Generalsekretær i Red Barnet, Jonas Jakobsen, Konstitueret chef for Kirkens Korshær, Ninna Thomsen, Direktør i Mødrehjælpen

En analyse fra Cepos viser, at der er færre fattige børn i Danmark end i Sverige, Finland og resten af de godt og vel 30 OECD-lande, som Cepos har undersøgt.

En glædelig udvikling, bevares. Men når vi dykker lidt dybere ned i problemstillingen, kan vi godt lægge champagnen på køl igen. For uanset udviklingen i resten af den vestlige verden, lever børn stadig i fattigdom i Danmark. Og blandt de 48.600 børn i Danmark, der lever i en familie med en indkomst på 50 procent under medianindkomsten, befinder der sig børn, der lider store afsavn.

Det er børn, der ofte mistrives, som en undersøgelse fra Egmonts Fondssekretariat viser. På hele 26 ud af 52 forhold trives børn i fattigdom dårligere end deres jævnaldrende. Mange oplever afsavn, når det kommer til sund mad, frugt og grønt og et godt fritidsliv. De har en mindre sund og aktiv hverdag, og så er de oftere ensomme, mere utilfredse med deres liv og har lavere tiltro til egne evner.

Og det er børn for hvem, den forestående sommerferie ikke er noget, man ser frem til med forventningens glæde som deres jævnaldrende. For mange familier oplever, at der må spares på sommeroplevelser og ferier. Hele 9 ud af 10 forældre fortalte for et par år siden, at deres barn inden for de seneste tre måneder havde måttet undvære at være på ferie eller væk fra hjemmet på grund af økonomien.

Blot ét år med børnefattigdom har store konsekvenser

Det billede genkender vi ude i vores sociale aktiviteter. For hvad skal man lave, når pungen er tom?

I Red Barnet, Kirkens Korshær og Mødrehjælpen møder vi hver dag familier, der er så hårdt presset, at det er svært at få råd til alt fra fødselsdagsgaver, mad i køleskabet og madpakken til sko uden huller. Og det er ikke, fordi familierne skalter og valter med deres penge. Tværtimod. Mange kæmper det bedste, de har lært, og nogle springer selv måltider over, så børnene kan spise. Men de lave ydelser, og fødevareprisernes himmelflugt – en stigning på 30 procent på fem år – gør det til en svær opgave, der ikke bliver løst med, at der lander en fødevarecheck om lidt.

Det kræver helt andre greb.

For det er alt for dyrt at vokse op i fattigdom, både menneskeligt og samfundsmæssigt. På den lange bane ved vi, at en barndom i fattigdom har konsekvenser for, hvordan det går børn i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet som voksne. Blot et ekstra år i fattigdom som barn fører faktisk til, at man får markant dårligere indkomst som voksen. Og risikoen for selv at ende i fattigdom er markant højere for børn, der har en opvækst i fattigdom eller på grænsen hertil, når vi sammenligner med deres jævnaldrende.
Og vi kunne blive ved. For der er endnu flere undersøgelser og skæbner, der viser, hvor omfattende konsekvenserne af en barndom i fattigdom er. Og samtidig har flere økonomer slået fast, at børnefattigdom i sig selv er en dårlig forretning, og at der er en række samfundsmæssige udgifter forbundet med, at så mange børn vokser op i fattigdom.

Et behov for reelle løft af ydelser

Med den viden er det absurd, at vi stadig diskuterer, hvorvidt vi har børnefattigdom, og om vi skal gøre mere for at hjælpe børn ud af fattigdom. Derfor er der ingen undskyldninger for ikke at handle politisk.

Desværre fylder bekæmpelsen af børnefattigdom ikke så meget, som vi havde håbet i det nye regeringsgrundlag. Selvom der er gode initiativer – såsom halvering af momsen, gratis transport og hurtigere regulering af overførselsindkomster, så de ikke halter efter resten af samfundet – så kommer det ikke børnefattigdom til livs.

Vi skal væk fra de kosmetiske løsninger som den netop udbetalte fødevarecheck, der bestemt falder på et tørt sted, men som ikke løser problemet.
I stedet skal den nye regering prioritere reelle løft af ydelserne og langsigtede investeringer i børnenes liv. Det er et politisk valg, at der er fattige børn i Danmark – og det vil være et bevidst fravalg af de 48.600 børn, hvis vi ikke gør mere.