Bragt i Social Monitor d. 1. oktober 2026.
Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Færre sårbare forældre vil få støtte til afgørende samtaler om deres børn. Sådan bliver virkeligheden, hvis ikke Folketingets partier sikrer ny finansiering til bisidderordning i Familieretshuset.
Bragt i Social Monitor d. 1. oktober 2026.
Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Forestil dig, at du skal til et møde, som kan få afgørende betydning for dit barns hverdag og fremtid.
Du er midt i en skilsmisse. Konflikten med den anden forælder er eskaleret. Du sover dårligt, er presset økonomisk og kæmper for at holde sammen på hverdagen. Nu skal du møde op i [Familieretshuset] og forklare din situation, navigere i komplicerede regler og træffe beslutninger om det vigtigste i dit liv: dit barn.
For mange forældre er det virkeligheden. Knap halvdelen af alle ægteskaber ender i dag i skilsmisse, og fire ud af ti forældre, der går fra hinanden, er i kontakt med Familieretshuset. Og for nogle er forskellen på at bryde sammen eller at komme godt igennem mødet, at der sidder et støttende menneske ved siden af dem.
Derfor er det dybt bekymrende, at Mødrehjælpens bisiddertilbud til sårbare familier risikerer at lukke ved årsskiftet.
Hvis det sker, mister hundredvis af forældre et tilbud, der hjælper dem med at forstå systemet, skabe overblik og blive hørt i sager, hvor konsekvenserne rækker langt ind i børnenes liv.
Selvom intentionerne bag det familieretslige system er gode, er virkeligheden i dag, at mange forældre oplever det som svært at navigere i. Forældre fortæller os, at de er bekymrede for at sige noget forkert. At de ikke ved, hvad der forventes af dem, og at de familieretslige regler er svære at forstå.
Det er et problem for den enkelte familie. Men også for retssikkerheden.
For adgangen til at blive hørt og forstået i et offentligt system bør ikke afhænge af, om man har en juridisk uddannelse, et stærkt netværk eller ressourcerne til selv at finde vej gennem komplekse processer. Netop derfor etablerede vi i Mødrehjælpen bisiddertilbuddet.
Bisidderen er hverken advokat eller partsrepræsentant, men et ekstra sæt ører, og en støtte før, under og efter mødet, som hjælper med at skabe ro i en ofte kaotisk situation.
Det kan lyde som en lille opgave, men dens betydning er stor.
Evalueringerne viser, at forældrene føler sig bedre forberedt, mere trygge og bedre i stand til at deltage aktivt i møderne. De oplever i højere grad at få sagt det, der er vigtigt, og forstå de beslutninger, der bliver truffet.
Når forældre møder velforberedte op, forstår processen, og kommunikationen bliver mere konstruktiv, skabes der et bedre grundlag for gode løsninger. Det kommer i sidste ende børnene til gavn.
Derfor er det paradoksalt, at et tilbud med dokumenteret værdi nu er i risiko for at måtte lukke.
Hvis finansieringen ikke sikres, er konsekvensen enkel: Færre sårbare forældre får støtte til at navigere trygt i et – for mange kompliceret – system.
Derfor opfordrer jeg Folketingets partier til at prioritere bisidderordningen. Ikke for Mødrehjælpens skyld, men for de børn og forældre, der har brug for en støtte, når livet er allersværest. For ingen bør stå alene, når deres barns fremtid er på spil.
Familieretshuset er en myndighed under Social- og Boligministeriet. Familieretshuset har til opgave at behandle sager, som handler om familien. Det kan blandt andet være sager om faderskab, separation, skilsmisse, forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller børnebidrag.
Familieretshuset er indgangen til det familieretlige system. Alle sager starter her.
Se her, hvor Familieretshusets afdelinger ligger.
Hvis du som forælder skal til et møde i Familieretshuset (hvor barnet ikke deltager), kan du få en frivillig bisidder fra Mødrehjælpen med. Bisidderen forholder sig neutralt til sagen og fungerer som en støtte til dig og et ekstra sæt ører.
Beløb:
Beløb: