Dine grænser gælder
Når du er gravid eller har et lille barn, kan du opleve, at der er mange, som gerne vil hjælpe dig – særligt hvis du er yngre end gennemsnittet. Som udgangspunkt er det positivt, men det er samtidig vigtigt, at du mærker efter, hvilken hjælp du har brug for.
Du kan opleve, at andre har en mening om, hvordan du skal gøre, selvom du ikke har bedt om rådgivning og tips. Og du kan føle et dilemma mellem, at du gerne vil vise, at du kan klare det hele selv, samtidig med, at det kan være hårdt at være gravid eller have et lille barn, og du egentlig godt kunne tænke dig noget hjælp eller støtte.
Hvis du mærker, at dine grænser bliver overskredet, så forsøg at sige stille og roligt fra og giv udtryk for hvilken hjælp, du kunne ønske dig og har brug for.