Bragt i Information d. 27. september 2026
Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Det er virkelighedsfjernt at afvise lavere fødevaremoms som formynderi, når 48.600 børn i Danmark fortsat vokser op i fattigdom
Bragt i Information d. 27. september 2026
Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Cepos-direktør Jes Brinchmann har ret i én ting: Danmark er et rigt land. Men det er en fattig trøst for den enlige mor, der sidder ved køkkenbordet sidst på måneden og forsøger at få budgettet til at gå op. For sagen er, at de stigende priser gør ondt.
I Mødrehjælpen møder vi hver dag forældre, der springer måltider over for at sikre, at børnene bliver mætte.
Ingen behøver være økonom for at vide, at mad er blevet dyrere. Det oplever alle, hver gang de står i supermarkedet. Og det er et faktum, Brinchmann i sin kronik i Information flyver så let henover, at jeg kan komme i tvivl, om han nogensinde selv befinder sig ved køledisken.
Heldigvis er lønnen for manges vedkommende steget de seneste år. Men den store gruppe af familier på overførselsindkomst har ikke fået deres ydelse reguleret med samme hast og bruger derfor en større del af budgettet på det mest nødvendige. Faktisk bruger den fattigste femtedel 17 procent af sin disponible indkomst på fødevarer, mens den rigeste femtedel kun bruger 8 procent. Og når fødevarepriser stiger, er det ikke ferien eller restaurantbesøget, de skærer væk. Det er fritidsaktiviteterne, familiebesøgene, den receptpligtige medicin og frugt og grønt.
Derfor er det fuldstændig virkelighedsfjernt at afvise regeringens forslag om lavere fødevaremoms som formynderi og reducere det til et spørgsmål om, hvorvidt staten skal bestemme, hvad folk skal lægge i indkøbskurven.
Ingen seriøse stemmer argumenterer for, at politikere skal overtage ansvaret for familiernes madvaner. Debatten bør handle om noget mere grundlæggende: at vi som samfund accepterer, at 48.600 børn vokser op i fattigdom.
Jeg så allerhelst, at man hævede ydelserne og afskaffede børnefattigdom én gang for alle. Det er der desværre ikke flertal for. I stedet er der nu politisk flertal for at sænke momsen på fødevarer, og det hilser jeg velkomment. For det vil hjælpe de mest pressede familier.
Men vi kan ikke vente til 2028. Det er nu, de er pressede. Derfor foreslår vi i Mødrehjælpen en midlertidig økonomisk håndsrækning indtil da, som vil sikre, at flere udsatte familier kan fylde indkøbskurven. For når køleskabet er tomt, hjælper det ikke meget, at statistikken ser pæn ud.
Beløb:
Beløb: