Regeringens familiekommission glemmer familien

Da jeg hørte om Socialdemokratiets og Moderaternes planer om en familie- og arbejdslivskommission, kunne jeg ikke få armene ned. Endelig var der udsigt til, at familieområdet kunne få politisk opmærksomhed.

Men da jeg læste regeringsgrundlaget, var det ikke med udelt begejstring. Der er en række positive elementer i regeringens udspil som fokus på familier, der rammes af alvorlig sygdom eller andre kriser og opmærksomhed på de udfordringer, som familier med børn i skolevægring står overfor. Men løsningerne ses næsten udelukkende gennem arbejdsmarkedets prisme. Når et barn mistrives, handler det ikke kun om forældres fravær på jobbet. Når en familie rammes af en krise, handler det ikke kun om muligheden for at gå ned i tid.

Det handler om barnets trivsel. Om familiens overskud. Om adgang til rådgivning og støtte. Om økonomisk tryghed. Om sammenhængen mellem sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet.

I Mødrehjælpen møder vi hver dag sårbare børnefamilier. De udfordringer, de slås med, er ofte komplekse og går på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet. Sidste år modtog vi omkring 100.000 henvendelser – det højeste antal nogensinde. Det fortæller os, at presset på børnefamilierne vokser, og at alt for mange ikke får den støtte, de har brug for.

Derfor bør kommissionen få et langt bredere fokus. Den bør kortlægge de udfordringer, som præger moderne familieliv, identificere de huller i velfærdssamfundet, hvor familier falder igennem, og komme med konkrete løsninger, der styrker trivslen for både børn og forældre – også når problemerne ikke kan måles i tabte arbejdstimer.

En bredere ambition kræver også en bredere kommission, og kommissionen bør ikke alene bestå af arbejdsmarkeds parter og økonomiske eksperter, som man kunne frygte, var tanken ud fra den nuværende beskrivelse. Forskere, men også organisationer og fagpersoner, som hver dag møder familierne, bør også have plads ved bordet.

Det er på tide, at der skabes et reelt nationalt eftersyn af danske familiers vilkår – ikke kun som arbejdstagere, men som familier. For styrket trivsel begynder ikke på arbejdsmarkedet. Den begynder derhjemme.