Vi skal tale mere om prisen på at høre til i skolen

Om få uger starter tusindvis af børn i skole efter sommerferien. De fleste glæder sig til at se kammeraterne igen, til nye lærere, nye fag og nye oplevelser.

Men for mange forældre er skolestarten også begyndelsen på en periode fyldt med bekymringer. For selvom vi ynder at sige, at den danske folkeskole er gratis, oplever mange familier noget andet.

Der er klassekassen, skolefotoet og fødselsdagsgaverne. Der er udflugter, arrangementer og lejrturen. Der er skoletasken, penalhuset og måske endda en computer. Og samtidig begynder fritidsaktiviteterne igen med kontingenter, udstyr og stævner.

Hver enkelt udgift kan synes beskeden. Men tilsammen bliver de en påmindelse om, at det koster penge at høre til, om at det er blevet dyrt at være en del af fællesskabet.

Der er ingen tvivl om, at intentionerne hver gang er gode. Men ønsket om, at børnene skal have en sjov og begivenhedsrig skoletid, risikerer at gå ud over de familier, hvor pengene er mindst. Og det er svært at snakke om. For det kan føles skamfuldt ikke at have råd.

Det oplever de 48.600 børn, der vokser op i fattigdom i Danmark i dag. Det svarer til i snit et barn i hver skoleklasse.

Skoletid giver svære valg

I Mødrehjælpen møder vi hver dag forældre, som kæmper for at få økonomien til at hænge sammen. For dem er skolestarten ikke kun en tid med nye begyndelser. Det er også en tid med svære valg.

Skal der være penge til nye sko eller til klassekassen? Til fødselsdagsgaven eller til madkontoen sidst på måneden? Det er valg, ingen forældre burde stå med. Og det er valg, børnene mærker.

For børn ved godt, når familien ikke har råd. De ved godt, når de ikke kan det samme som de andre. Når de må blive hjemme fra en aktivitet. Når de ikke kan invitere klassen til fødselsdag. Når de mangler det udstyr, de fleste andre tager for givet.

Derfor er det også positivt, at den nye regering i sit regeringsgrundlag har varslet et opgør med egenbetalingen i folkeskolen. Det er en vigtig erkendelse af, at børn ikke skal risikere at stå uden for fællesskabet, fordi deres forældre ikke har råd til at betale for at være en del af det.

Men skal vi gøre en reel forskel for de børn, der mærker afsavnene mest, er det afgørende, at løsningerne bliver enkle, værdige og tilgængelige. For alt for ofte har vi tidligere set, at støtteordninger ikke når de familier, der har størst behov, enten fordi reglerne er komplicerede, fordi ansøgningsprocesserne er omfattende, eller fordi det opleves stigmatiserende at bede om hjælp. Når økonomien er presset, og overskuddet er i bund, kan selv små administrative barrierer være nok til, at hjælpen ikke bliver søgt.

Den erkendelse ser det heldigvis ud til, at regeringen allerede har fået – for i regeringsgrundlaget lægges også op til at gøre bl.a. fritidstillægget mindre bureaukratisk for familier på kontanthjælp. Det er virkelig glædeligt, for alt for få økonomisk pressede familier har haft gavn af det tillæg til, at børnene kunne gå til en fritidsaktivitet, fordi støtteordningen har været alt for svær at gennemskue.

Behov for handling nu

Stod det til mig, gik regeringen hurtigt i gang med sit opgør med egenbetalingen i skolen.

I Mødrehjælpen bidrager vi gerne med vores erfaringer fra mødet med familier, der hver dag mærker konsekvenserne af økonomisk sårbarhed. Det er forældre, som ønsker præcis det samme som alle andre: At deres børn kan deltage på lige fod med klassekammeraterne.

Derfor håber jeg også, at civilsamfundet bliver inddraget, når de kommende løsninger skal udformes. For målet bør ikke blot være færre betalinger, men at alle børn reelt får mulighed for at være med i skolens fællesskaber – uden at skulle søge om adgang til dem.

For folkeskolen skal ikke bare være gratis at gå i. Den skal også være gratis at høre til i.