Replik til Cepos’ indlæg bragt i Berlingske 02.12.2024
Jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg mandag læste cheføkonom i Cepos, Mia Amalie Holsteins indlæg i Berlingske, hvori hun retter en skarp kritik af Mødrehjælpens måde at tale om fattigdom på.
Mia Amalie Holstein mener, at jeg drager en tvivlsom konklusion, når jeg siger, at de rekordmange ansøgninger til julehjælp, som vi – og flere andre organisationer – oplever, er et udtryk for, at der er noget, der ikke hænger sammen i vores samfund.
”Gratis julehjælp” kalder hun det og det er måske her, vildfarelsen opstår, for det lyder jo som om, vi deler julehjælp ud til alle, der beder om det. Det er ikke tilfældet. I Mødrehjælpen skal alle ansøgere indsende dokumentation for deres økonomiske og sociale situation, og julehjælpen går derefter til de familier med størst behov.
Sidste år søgte over 24.000 familier om julehjælp hos os, og intet tyder på, det bliver færre i år. Tværtimod. Den udvikling kan næppe forklares af et øget kendskab til muligheden for at modtage julehjælp alene, for vi kan se blandt ansøgerne, at rigtig mange er voldsomt pressede af, at priserne på almindelige dagligvarer de seneste år er steget voldsomt, mens deres ydelser ikke er fulgt med – og når det er tilfældet, er der naturligvis noget galt i vores samfund.
Det ser vi også ved, at antallet af børn, der vokser op i fattigdom, efter flere års fald nu stiger fra 47.200 i 2022 til 49.543 i 2023. Og det kan undre, når landets økonomi ellers er ’bomstærk’, som finansminister Nicolai Wammen ved flere lejligheder har udtrykt det. Ikke desto mindre lever flere børn i fattigdom i dag end i 2015, hvor Danmark tilsluttede sig verdensmålene og forpligtede sig til at halvere andelen af personer i fattigdom i Danmark inden 2030 – til trods for, at vi dengang havde en lavkonjunktur, mens vi de seneste år har set stærk økonomisk fremgang. Det indikerer ifølge Kraka, at den vedtagne politik fra 2015-22 har været med til at øge niveauet af børnefattigdom i Danmark.
Det bringer mig videre til næste kritikpunkt fra Mia Amalie Holstein, som går på den definition af fattigdom, vi arbejder med. I Mødrehjælpen lægger vi os op ad den definition, som bruges af officielle organer som Danmarks Statistik, FN, OECD og EU, nemlig det relative økonomiske fattigdomsmål.
Relativt økonomisk fattigdom er en situation, hvor man har så få økonomiske ressourcer, at man ikke har mulighed for at deltage i fællesskaber og aktiviteter. Det kan handle om børn, der ikke har råd til at gå til spejder eller fodbold, ikke har en telefon, hvor de kan være sammen med vennerne på sociale medier og chats, ikke kan få tre sunde måltider om dagen og måske må undvære nødvendig medicin. En rundspørge i Mødrehjælpens Familiepanel, der består af familier, der tidligere har benyttet et af vores tilbud, svarer 60% af forældrene, at de har måttet undvære et hovedmåltid og 61%, at de har fravalgt receptpligtig medicin, fordi der ikke var råd. Det er afsavn, som påvirker børn negativt, og som trækker spor langt ind i voksenlivet.
Argumentet om, at der jo altid vil være nogen, der lever i fattigdom, når man bruger et relativt fattigdomsbegreb, hører vi ofte. Og det er klart, at der i et samfund altid vil være indkomstforskelle og nogen, som har mere end andre. Men vi kan faktisk godt løfte de laveste indkomster op til den relative fattigdomsgrænse, uden at den flytter sig. Det er fordelen ved, at den relative fattigdomsgrænse er sat som 50% af medianindkomsten og ikke beregnes som et gennemsnit. Hvis vi løfter de laveste indkomster – konkret vil det sige ydelserne – op til den relative fattigdomsgrænse, vil grænsen stadig ligge samme sted.
Så det ér et politisk valg, om at man sætter ydelsesniveauerne under fattigdomsgrænsen for forskellige familietyper. Og det ér et politisk valg, at man ikke gør mere for at løfte de 49.543 børn ud af fattigdom og ind i fællesskabet.
