Debatindlæg af direktør, Ninna Thomsen. bragt i Altinget den 20. august 2025
Men desværre er det stadig, de mest ressourcestærke familier, der dikterer dagsordenen på bekostning af de familier, der har det allersværest. Familier, der har brug for langt mere end bedre normeringer i daginstitutionerne, hjemmepasningsordninger og mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Derfor var det ikke kun med uforbeholden begejstring, at jeg kunne læse, at Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye for nyligt gav udtryk for et håb om, at efterårets kommunalvalg også skal være et børnevalg. For et børnevalg bør i høj grad være et valg, hvor børnenes primære arena – familien – er i centrum. Og ikke mindst et valg, hvor vi tør at prioritere de familier, der er mest udfordret.
Børnefattigdommen stiger og den sociale mobilitet er gået i stå
Faktum er, at børnefattigdommen er stigende, så der nu lever næsten 50.000 børn i Danmark i fattigdom. Med den nye kontanthjælpsaftale, som trådte i kraft 1. juli, vil antallet kun komme til at vokse. Oveni det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at den sociale mobilitet i Danmark næsten er gået i stå: Børn, der vokser op i de 20 % fattigste familier, har markant større risiko for selv at ende med en lav indkomst som voksne.
Fattigdom bør ikke være et grundvilkår i et rigt velfærdssamfund som vores. Men det er en trist påmindelse om, at vi ikke får sat ind med den rette hjælp i tide.
Det er en dybt foruroligende udvikling og helt skævt. Derfor bør kommuner og regioner i langt højere grad fokusere på den tidlige og forebyggende hjælp for de mest sårbare og udsatte familier. Det giver mening for børnene, familierne og ikke mindst samfundsøkonomisk.
Investér i en helhedsorienteret familieindsats
I Mødrehjælpen har vi flere konkrete forslag til, hvor kommuner og regioner med fordel kan sætte ind:
Hvis vi skal løfte flere børn ud af fattigdom, skal kommunerne udvikle lokale handleplaner til at bekæmpe konsekvenserne af en opvækst i fattigdom, og de bør forpligte sig til at indgå alliancer med det lokale civilsamfund for at bekæmpe børnefattigdom.
Vi foreslår også, at alle kommuner sikrer, at familier med komplekse udfordringer får én fast, koordinerende sagsbehandler i kommunen. I dag møder mange udsatte familier et uoverskueligt system med mange forskellige aktører og tilgange, som gør det svært at få den rigtige hjælp. Derfor skal der investeres i en helhedsorienteret familieindsats, hvor familierne møder én person, der kan samle trådene på tværs af forvaltninger og lave en samlet handleplan.
Sårbare familier, særligt dem ramt af alvorlig sygdom eller mistrivsel, kan have brug for praktisk støtte i hverdagen. Derfor skal kommuner, regioner og civilsamfund gå sammen om at etablere familiehjælpsordninger, der kan aflaste forældrene med blandt andet børnepasning, transport til lægebesøg og hjælp ved hospitalsophold. Og særligt i Regionerne skal gode erfaringer med tidlig opsporing og støtte til sårbare gravide og nybagte forældre styrkes og udbredes i samarbejde med kommuner og civilsamfund.
Samtidig skal børn i økonomisk trængte familier sikres adgang til fritidslivet via fritidspas og fritidsvejledere, som hjælper med at gøre aktiviteter, transport og udstyr tilgængeligt. Det er hamrende vigtigt, at børn får mulighed for at indgå i sunde fællesskaber og trives, uanset hvordan familiens økonomi ser ud.
Der er masser af muligheder for at gøre en forskel. Men det kræver modet til at sætte ind dér, hvor behovet er størst, og ikke kun dér, hvor de ressourcestærke råber højest.
Så kære politikere: Gør kommunal- og regionsvalget til et ægte børne- og familievalg – især for dem, der har allermest brug for det.
