Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad den 18. februar 2025
Forventningerne var store, da regeringen – som en reaktion på, at vi får for få børn i Danmark – i sensommeren satte børnefamiliernes vilkår på dagsordenen, og flere partier fulgte trop med familiepolitiske udspil og gode intentioner.
Men siden har skuffelsen været stor. For regeringens bidrag har været at foreslå en ’struktureret debat’, og statsministeren har suppleret med to opslag på Instagram, hvori hun opfordrer sine følgere til at sende gode ideer til, hvordan vi får vendt fertilitetskrisen.
I slipstrømmen af det ligger udspillene fra andre partier, og kendetegnene for dem er også, at de fokuserer alt for snævert på områder, der optager de ressourcestærke og højtråbende familier. Men det er ikke mere hjemmepasning og fertilitetsbehandling, som løser de grundlæggende problemer. Der er brug for et langt bredere fokus, som hjælper de familier, der har mest brug for en håndsrækning for at få familielivet til at hænge sammen.
Det politiske fokus er ikke alene for snævert – der mangler også handling bag. I torsdagens avis gentog Socialdemokratiets familieordfører Trine Bramsen, at vi skal have ’den store sammenhængende diskussion om sammenhængskraften i familien’. Men hvornår? Vi har været klar længe, men venter kun på en invitation. Mens tiden går, vokser bekymringen for, at det blot er retorik og tomme ord. Og det er nedslående. For de mest sårbare familier har brug for handling.
Derfor glæder det mig, at flere af Folketingets andre partier nu efterlyser, at vi får et samlet og langt stærkere fokus på børnefamiliers vilkår. De foreslår et familieministerium – det kunne også være en familiekommission, der kan komme hele vejen rundt om børnefamiliers behov, også de mest sårbares.
I Mødrehjælpen rådgiver og støtter vi børnefamilier, når de bliver ramt af kriser. Vi ved, at de udfordringer, de slås med, ofte er komplekse og går på tværs af sundheds-, sociale- og beskæftigelsesområder. Det er vores bærende samfundsinstitutioner ikke gearet til i dag. Og det gør, at mange oplever, at de ikke får den nødvendige hjælp og men i stedet farer vild i systemet.
Samtidig ser vi i disse år markante forskydninger i sårbarhedsbegrebet, som betyder, at antallet af familier med brug for støtte stiger. Det oplever vi også i Mødrehjælpen, hvor vi sidste år fik knap 100.000 henvendelser – flere end nogensinde. Det går den forkerte vej.
For de familier er det ikke nedsat fertilitet, der holder dem fra at få flere børn. Tværtimod er det for mange et aktivt fravalg, fordi de ikke har lyst eller vurderer, at de har råd. Der er derfor brug for helt andre greb.
Vi har ikke brug for det entydige fokus på fertilitet og arbejdsmarked, vi har set indtil videre, eller for en flyvsk debat, som regeringen foreslår. Vi har brug for en socialt ansvarlig familiepolitik, der kommer 360-grader rundt om familierne.