Bragt som replik til Cepos’ indlæg i Berlingske 13.09.2024
Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Den seneste uge har jeg debatteret med CEPOS i spalterne her om rimeligheden i, at enlige forsørgere får større økonomisk støtte end kernefamilier.
Desværre skyder CEPOS igen forbi målet, når de i fredagens avis hævder, at vi i Mødrehjælpen alene er optagede af at sikre høj offentlig støtte til enlige forsørgere. Det er på ingen måde Mødrehjælpens udgangspunkt.
Tværtimod tror vi på og har også erfaring med at de fleste kan selv, hvis de får den nødvendige støtte. Alle kan blive ramt af en krise – fx i forbindelse med en hård skilsmisse, et barns mistrivsel eller alvorlig sygdom – som gør, at man mister fodfæstet, mister jobbet, og får et øget behov for støtte i en periode.
De familier skal gribes. Derfor er Mødrehjælpens fokus på at hjælpe og rådgive sårbare børnefamilier – herunder naturligvis også enlige forsørgere.
Og derfor bakker vi op om, at velfærdsstatens fornemmeste opgave netop er – og fortsat bør være – at støtte dem med størst behov. Det er et faktum, at man som enlig forsørger har et større behov, fordi man står alene med alle udgifter og er langt hårdere spændt for økonomisk end en kernefamilie.
Derfor giver CEPOS’ forslag om en boligstøttereform, hvor der spares på støtten til de enlige forsørgere, ingen mening. I sin rapport fra foråret sår Det Økonomiske Råd tvivl om, hvorvidt lave ydelser har effekter på beskæftigelsen, og analyser af den tidligere starthjælp viser, at den har haft begrænsede effekter på beskæftigelsen på kort sigt – og ingen effekt på lang sigt. Til gengæld har det lave ydelsesniveau haft utilsigtede effekter som øget kriminalitet og øget fattigdom.
Der er er altså himmelvid forskel på en beregning i et Excel ark og menneskers adfærd i virkelighedens verden. Enlige forsørgere mangler ikke modstand: At stå alene med alle udgifter er for mange en daglig kamp. Derfor har enlige forsørgere også mere brug for et støttende klap på skulderen end et skub ud over kanten. Tilbage står et indtryk af, at CEPOS har svært ved at tage bestik af virkeligheden i et ideologisk korstog. I Mødrehjælpen foretrækker vi at koble erfaring med evidens og konklusionen bliver derfor også en anden.
