Sommerferien giver ondt i maven hos børn i sårbare familier

Alt for mange børn har udsigt til en sommerferie på værelset uden ferieminder og hyggelige stunder. Mødrehjælpens feriehjælp er en håndsrækning til de børn, så de kan få oplevelser at fortælle om og varme sig på.

For mange er de sidste detaljer til årets sommerferie ved at falde på plads. Og vi ved, at når vi vender retur, er det med glød i kinderne og nye, gode ferieminder at se tilbage på. Sådan er det desværre ikke for alle.

For de over 47.000 børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, er sommerferien seks uger, hvor hverdagen går i stå og kalenderen er blank. For der er hverken råd til en tur i Tivoli eller et besøg i den lokale dyrepark. Ej heller overskud til en strandtur med vaffelis eller weekend hos bedsteforældrene. Og når de vender retur til skolebænken, er det uden minder at dele med kammeraterne.

”Ingen børn skal vokse op udenfor fællesskabet,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen: ”Men det gør alt for mange i dag. De vokser op i fattigdom og lever konstant med afsavn. De føler sig anderledes, og bliver hele sommerferien mindet om, at de ikke har samme muligheder som klassekammeraterne. Det er klart, at det påvirker deres trivsel – både på den korte og lange bane.”

Forskning viser, at bare et år i fattigdom sætter spor resten af livet og øger risikoen for større fysisk og psykisk mistrivsel, dårligere uddannelse og ringere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Behovet for hjælp er stort

I 2023 satte Mødrehjælpens feriehjælp rekord, da tre gange så mange børnefamilier som tidligere søgte om hjælpen. Det store behov for hjælp til at kunne give sine børn gode minder, ses også i Mødrehjælpens lokalforeninger. Her deltog historisk mange børnefamilier sidste år i gratis oplevelsesaktiviteter som en tur i Tivoli, i Zoo eller på Søfartsmuseet.

Mange af de mest sårbare familier kæmper ikke kun med økonomi, men også med fysisk eller psykisk sygdom, en konfliktfyldt skilsmisse, eller at få hverdagen til at hænge sammen som [enlig forsørger], og det dræner overskuddet.

I en rundspørge i Mødrehjælpens familiepanel, som består af over 2.000 familier, der tidligere har benyttet sig af et af Mødrehjælpens tilbud, svarer 52%, at deres helbred begrænser dem i at tage deres børn på oplevelsesture. 31% er pga. deres helbred begrænsede i at kunne bringe deres børn til fritidsaktiviteter.

”Børnene betaler prisen, når pengene er små og mor og far mangler overskud – og sådan er hverdagen i rigtig mange familier. For selvom mange det seneste år har fået mere mellem hænderne og mere overskud, er en stor gruppe børnefamilier stadig voldsomt pressede. Priserne på almindelige dagligvarer er stadig tårnhøje og de må hver dag må prioritere benhårdt,” siger Ninna Thomsen.

Beregninger fra Nordea viste i efteråret, at en gennemsnitlig dansk familie bruger 40.000 kr. mere om året på almindelige udgifter som fødevarer og el end to år tidligere. Så de høje priser kan mærkes – og det kan de især for dem, der har mindst.

For interviews med Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, kontakt pressetelefonen på: 6196 6571 eller presse@moedrehjaelpen.dk 

Fakta

Mødrehjælpens feriehjælp

Mødrehjælpens feriehjælp er en håndsrækning til trængte børnefamilier, der dækker udgifter til en ferieoplevelse. Samtidig er feriehjælpen også en langsigtet indsats, hvor familierne har mulighed for at få socialfaglig rådgivning samt deltage i lokale aktiviteter og fællesskaber, når ferien er slut. Derfor går nogle af midlerne fra feriehjælpen også til Mødrehjælpens nationale rådgivningstilbud.

Mødrehjælpens feriehjælp består af 400 kr./pr. hjemmeboende barn under 18 år, som er en hjælpende hånd til at give et barn og en mor eller far en god oplevelse, de kan dele og huske tilbage på efter ferien.

I 2022 ansøgte 3.265 familier om feriehjælp, og Mødrehjælpen hjalp 2.537 børn til at få sommerminder. I 2023 tredobledes antallet af ansøgere og vi hjalp 7.845.

Ud over feriehjælpen tilbyder Mødrehjælpens lokalforeninger også et væld af gratis udflugter og sommerlejre i løbet af sommerferien. Se de mange tilbud her.

Andre artikler

  • Viden

    Billige og gratis oplevelser i sommerferien

    En sommerferie kan være lang, hvis der ikke er mange penge at gøre godt med. Få idéer til, hvordan dit barn kan komme på en billig lejrtur, eller hvilke gratis udflugter I kan drage på sammen.

    • Økonomi
    Billige og gratis oplevelser i sommerferien
  • Nyheder

    Sommerferien sætter børn uden for fællesskabet

    Sommeren står for døren, og for mange danskere betyder det et afbræk fra den travle hverdag, hvor tiden bliver brugt på spændende ferieoplevelser med familien. Men for børn, der vokser op i fattigdom, bliver sommerferien i stedet et symbol på uligheden, de oplever i hverdagen.

    Sommerferien sætter børn uden for fællesskabet
  • Nyheder

    Sommerferien nærmer sig – men ikke alle børn glæder sig

    Sommerferien banker på døren, men det er langt fra alle børn i Danmark, der tæller ned til ferien. For de 49.500 børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, betyder skolernes ferie udsigt til seks uger uden oplevelser, uden ture og uden noget at fortælle om, når hverdagen begynder igen.

    Sommerferien nærmer sig – men ikke alle børn glæder sig