Vi kan opspore volden i tide – hvis det bliver politisk prioriteret
Partnervold og vold i nære relationer er et omfattende samfundsproblem i Danmark, der hvert år rammer mange tusinde børn og voksne. Vi har som samfund et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at bekæmpe denne vold.
Det kræver blandt andet, at vi styrker det tværsektorielle samarbejde mellem de voldsfaglige organisationer og landets kommuner og politikredse og yder akut voldsfaglig rådgivning til både voldsudsatte og voldsudøvere.
Det er lige præcis, hvad et netop afsluttet pilotprojekt har forsøgt sig med i de forløbne 2 år.
Projektet Videre Uden Vold, der er finansieret af Social- og Boligstyrelsen, har haft til formål at styrke opsporingen af partnervold og vold i nære relationer i de tre hovedstadskommuner Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommune og Københavns Politikreds. De borgere, der er blevet opsporet, er desuden blevet tilbudt akut voldsfaglig rådgivning både til voldsudsatte og voldsudøvere.
Resultaterne taler for sig selv:
- 567 personer er blevet opsporet og hjulpet i projektperioden.
- Kommunerne og politiet har fået en styrket voldsfaglig indsigt og en opmærksomhed på, hvordan de bedst hjælper borgere, der lever i vold.
- Samarbejdet mellem voldsfaglige organisationer, kommuner og politi er blevet styrket – og det er afgørende, hvis vi skal opspore og hjælpe flere personer, der lever i vold.
Vive har netop offentliggjort sin evalueringsrapport af projektet, der er meget positiv og peger på vigtigheden af systematisk opsporing af vold i nære relationer, opkvalificering af fagpersoner, og at ambulant rådgivning kan gøre en stor forskel i bekæmpelsen af vold i nære relationer.
Styrket opmærksomhed på vold
Hvis vi skal nå borgere, der lever i vold, og som ikke selv rækker ud efter hjælp, er det nødvendigt med en systematisk opsporingsindsats i alle landets kommuner og politikredse. Det kræver, at fagpersonalet i kommuner og politi får den nødvendige voldsfaglige opkvalificering.
Med udbredelsen af de specialiserede teams i politikredsene, der blev iværksat i 2021, er politiet godt i gang med den proces. Men langt de fleste kommuner mangler stadig en systematisk tilgang til at opspore vold i nære relationer – blandt andet fordi de ikke er forpligtede til at tilbyde ambulant rådgivning til voldsudsatte og voldsudøvere.
I projektet fik de tre kommuner udpeget nøglepersoner i alle afdelinger og en tovholder til at forankre den voldsfaglige viden og udveksle erfaringer på tværs af afdelingerne. På den vis har projektet resulteret i et styrket voldsfagligt samarbejde – ikke bare tværsektorielt mellem organisationer, kommuner og politi – men også internt i kommunerne, hvilket har været en værdifuld erfaring, som de deltagende kommuner ser stort potentiale i at udbygge.
Lang ventetid på hjælp
Endelig har projektet vist, at det er afgørende, at borgere, der lever i vold, kan blive tilbudt ambulante voldsfaglige rådgivningsforløb. Desværre ser vi i dag, at hjælpen ofte er uden for rækkevidde. Ventelisterne til de eksisterende tilbud er lange, og der er stor forskel på henvisningsmulighederne rent geografisk. Når hjælpen ikke er der i tide, vil volden ofte eskalere.
Når ventelisterne er lange, mister voldsudsatte ofte modet til at søge hjælp. Det betyder, at mange mennesker lever længere i vold, end de burde. Der bør derfor være lige ret til og mulighed for at modtage ambulant rådgivning, når man har brug for hjælp – uanset hvor i landet man bor.
Behov for politisk prioritering
Pilotprojektet har givet os værdifulde erfaringer, og resultaterne peger på, at tværsektorielt samarbejde, systematisk opsporing og hurtig rådgivning virker.
Nu skal vi tage de næste skridt, der handler om at få styrket det tværsektorielle samarbejde mellem myndigheder, kommuner og voldsfaglige organisationer på landsplan. At forpligtige kommunerne til at opspore vold i nære relationer og afsætte ressourcer til voldsfaglig opkvalificering af kommunale medarbejdere. Samt at få et lovsikret tilbud til ambulant voldsfaglig akutrådgivning på landsplan for både voldsudsatte og voldsudøvere.
Lad os slutteligt lige huske på, at bekæmpelse af partnervold og vold i nære relationer er en bunden samfundsopgave. Vi ved godt, hvad der virker – nu må politikerne sikre, at der bliver handlet på den viden og at de prioriterer midlerne til de nødvendige indsatser til at bekæmpe dette samfundsproblem.